Madridista

 
 

Toril før Celtic-kamp: Nu skal vi begynde at samle point

Cheftræner Alberto Toril og klubkaptajn Olga Carmona har taget en snak med pressen om holdets anden Champions League-kamp torsdag aften imod Celtic, og her følger deres udtalelser.

Toril sagde:
- Vi ser frem til det. Champions League er en meget spændende turnering, og denne kamp er vigtig på grund af vores første resultat på udebane (3-2-nederlag imod Chelsea, red.). Vi har det godt og sigter efter at tage alle tre point og spille godt.

- Det er en meget kort turnering, hvor du i seks kampe skal spille om kvalifikation, og hver kamp er en mulighed for at tage et skridt fremad. Celtic er en hård modstander og kommer ligesom os fra et nederlag. Vi føler, at vi har en stor chance for at komme videre fra gruppespillet. Vi er i en meget positiv fase lige nu, hvad angår vores spil og intensitet. Selvom vi ikke fik de tre point den anden dag, spillede vi godt. Vi er nødt til at begynde at samle point.

Den mentale del:
- Med årene har holdet forbedret sig både individuelt og kollektivt, og det hænger også sammen med det mentale aspekt af spillet. Spillerne har evnen til at tilpasse sig konkurrencen og ikke falde i niveau, selvom de spiller hver tredje dag, og de gør store fremskridt. For at være et stort hold skal du kunne kontrollere alle slags situationer, og i den henseende klarer vi os rigtig godt.

Toril sagde følgende om sidemakkeren Carmona, der er holdets eneste reelle venstreback:
- Vi prøver at håndtere arbejdsbyrden. Hun er en vital spiller, og hendes bidrag er altid meget vigtigt. Hun viser ikke tegn på træthed, hendes fysiske og spillemæssige præstationer er altid fremragende. Vi vil håndtere kampene alt efter, hvordan hun har det.

Herefter fik Carmona ordet, og hun sagde:
- Vi er meget glade. Vi ville gerne have taget alle tre point den anden dag, men vi ser fremad. Vi starter Champions League-kampagnen på hjemmebane, og vi er meget spændte på det. Det er en anderledes turnering for klubben og for os, og vi håber at starte den på den bedst mulige måde her.

Om holdets selvtillid sagde hun:
- Vi har stor tillid til det, vi laver, det er et meget anderledes Real Madrid, og det er vi meget glade for. Vi vil fortsætte med at arbejde, målene vil komme. Pres er en positiv ting, det skaber et ønske om at blive ved med at forbedre sig og slå rekorder. Vi vil vinde hver turnering ved at tro på det arbejde, vi laver hver dag og ved at være vedholdende.

Om motivationen til denne slags kampe:
- Vi skal huske på, at når hold spiller mod Real Madrid, har de markeret den dag i deres kalender. Det betyder, at vi ikke kan slappe af. De vigtigste kampe kræver mindst motivation, fordi den er der allerede. Som kaptajn vil jeg gerne indgyde en vindermentalitet i holdet, at vi arbejder hårdt hver dag, og at vi går ud for at vinde hver kamp, fordi det er det, klubben forventer af os.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...