Dansker-dong i Real Madrid Femenino-storsejr
Real Madrid Femenino spillede i går en udsat kamp fra 8. spillerunde mod Levante og man vandt overbevisende 6-0 og der var igen dansker-dong på Estadio Alfredo di Stéfano.
Kampen blev i sin tid udsat på grund af DANA-katastrofen i Valencia-regionen og på banen blev Levante mødt af et regulært stormvejr mod et veloplagt hjemmehold, der kom foran efter 11 minutters spil, da tilbagevendte Athenea udnyttede lækkert opspill mellem Olga og Alba til at bringe Real Madrid Femenino foran.
Levante var dog tæt på at svare tilbage, men Ana Francos skud ramte overliggeren og omkring den halve time måtte man så spille med 10 mand, da holdets målmand blev udvist. Herfra blev opgaven ganske umulig for Levante. Kort efter fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark, som Olga dog brændte, men Alberto Torils tropper fik scoringen til 2-0 sidst i første halvleg.
Athenea blev nemlig dobbelt målscorer lige inden pausen, da hun igen udnyttede flot opspil fra venstrekanten.
Straks i anden halvleg scorede den tidligere Levante-spiller Alba Redondo til 3-0, inden Teresa lavede et smukt mål på langskud, som via overliggeren sprang i mål. Kort forinden var Signe Bruun blevet indskiftet og hun viste sit angriber-instinkt ni minutter efter at være kommet på banen og scorede til 5-0.
Caroline Møller kom også på banen i forbindelse med scoringen til 5-0 og hun fik lov til at lukke og slukke kort før tid, da hun tæt under mål fulgte op på en afslutning og sendte bolden sikkert i mål.
Det var Real Madrid Femeninos 11. sejr i Liga F og på søndag kan det blive til sejr nr. 12, når Granada kommer på besøg.
Real Madrid Femenino: Misa, Antonia S., M. Méndez, Lakrar (Oihane, 53’), Olga, Teresa, Leupolz (Møller, 68’), Angeldahl, Athenea (Bruun, 59’), Feller (Eva Navarro, 46’) og Redondo (C. Camacho, 59’).