Real Madrid Femenino hentede kun et enkelt point på ferie-ø

Real Madrid Femenino er allerede efter fem kampe syv point efter Barcelona i Liga F, efter man i går ikke formåede at slå et solidt Tenerife-hold på øboernes egen hjemmebane.

 

Kampen var den første for Bella Andersson, den 19-årige centerback, som Real Madrid har hentet denne sommer, og som fik pladsen i stedet for Maëlle Lakrar, der sad ude med skadesproblemer. Den unge svensker fik da også et rent bur i sin debut for Real Madrid, men problemet er bare, at man heller ikke selv formåede at score, og derfor endte kampen 0-0.

Faktisk var hjemmeholdet mest farlige og kom mindre ud af balance end Real Madrid, der omvendt slet ikke lykkedes med sin startellever, hvilket også ses i det enkle faktum, at Signe Bruun, Caroline Weir og Eva Navarro alle blev pillet ud i pausen. To af erstatningerne, Athenea del Castillo og Alba Redondo, formåede ikke at gøre tingene meget bedre, men det gjorde den tredje til gengæld i form af Naomie Feller, der efter en lille times spil viste uimodståelig fart og trak et straffespark på et dybdeløb ind i feltet. Det var Real Madrids nye 8’er, Sara Däbritz, der skulle tage sig af forsøget, men det var uden skyggen af snert, og derfor var det intet problem for Tenerife-keeperen af redde sparket og holde kampen ved 0-0.

I Real Madrids ende tog Merle Frohms i målet sig fint af de muligheder, Tenerife kom til, og således sluttede et besværligt og urytmisk opgør målløst.

Sara Holmgaard fik de sidste 15 minutter på banen, mens den nyindkøbte og højthypede teenager, Lotte Keukelaar, endnu har sin debut til gode.

Real Madrid Femeninos hold: Frohms, Antônia (Holmgaard, 75'), M. Méndez, Andersson, Yasmim (Silvi, 75’), Angeldahl, Däbritz, Weir (Athenea, 46’), Navarro (Feller, 46’), Caicedo, Bruun (Redondo, 46’).

Seneste artikler...