Eva Navarro kåret som bedste Real Madrid Femenino-spiller i oktober
For første gang i sin Real Madrid-karriere har højrekanten Eva Navarro modtaget Mahous månedlige kåring som kvindeholdets bedste spiller.
Det er på baggrund af præstationerne i oktober, hvor Navarro spillede i alle holdets fem kampe og scorede det ene af seks mål imod Roma, da hun kom i feltet og kunne støde Linda Caicedos indlæg i kassen med hovedet.
Navarro, der normalt er kantspiller, har på det seneste fristet en tilværelse som en offensiv højreback, da begge holdets normale højrebacks har været ude. En rolle, hun har varetaget ganske fint, præcis som Olga Carmona i sin tid gjorde på venstrekanten, som hun endte med at gøre til sin primære position efter ellers at være startet som venstrekantspiller.
