Real Madrid Femenino-svensker overvejer et ’adjö’
Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Real Madrid Femenino, tirsdag, 14. april 2026 17:00

Real Madrid Femenino hentede i sommer dengang 22-årige Hanna Bennison hos Juventus, men den svenske midtbanespiller har trods talrige skader på holdet aldrig rigtig formået at spille sig ind i varmen hos cheftræner Pau Quesada.
Hun har primært fungeret som indskiftningsspiller i løbet af sæsonen, men netop nu ser det værst ud, eftersom hun ikke har fået spilletid siden den 18. februar og derfor har set de seneste syv kampe fra bænken.
Bennison ankom som et af Sveriges mest lovende talenter, men hun fik en svær start på karrieren i det spanske med en skade, der holdt hende ude af optaktssæsonen, og når hun er blevet skiftet ind, har hun da heller aldrig brændt igennem, men derimod mest fungeret som en aflastningsspiller til mere bærende kræfter.
På den nuværende landsholdstjeneste med det svenske landshold har Bennison udtalt sig om sin situation, og her afviser hun ikke at søge videre fra Real Madrid, ligesom hun hævder, at hun ikke fortryder skiftet fra Juventus, men dog overvejer, om det var det rette valg.
Bennison har kontrakt med Real Madrid til 2028.
Quesada og Misa før CL-Clásico: Vi vil af med den dårlige smag i munden
Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Real Madrid Femenino, onsdag, 1. april 2026 23:29

Real Madrid Femenino-cheftræner Pau Quesada og keeper Misa Rodríguez mødte onsdag pressen til en snak om kvartfinalereturkampen torsdag aften imod Barcelona, hvor man med over 99 % sandsynlighed kommer til at spille sæsonens sidste minutter i Champions League, eftersom man tabte den første kamp hjemme med 6-2.
Quesada sagde følgende om opgøret:
- Vi er klar over, at opgøret er meget kompliceret, og hvor stærk en modstander, vi står overfor. Men vi er også bevidste om, at vi vil af med den dårlige smag i munden, som vi har gået rundt med. Det er 90 minutter på en fantastisk arena, hvor vi vil forsøge at vinde kampen og finde de gode følelser igen. Vi vil vinde kampen for at vende denne svære uge. Vi har set på den første Champions League-kamp, hvor vi havde en meget specifik idé, som vi ikke formåede at udføre. Vi vil forsøge at justere to-tre ting for at se, om vi kan komme tættere på. I morgen vil vi forsøge at vise den bedste version af dette Real Madrid.
Beskeden til holdet:
- Vi ved, at det var to kampe foran vores fans, hvor vi ikke levede op til vores niveau. Ved først at anerkende de fejl skal vi identificere de to eller tre situationer, vi kan rette for at undgå at lide så meget under deres angreb. Vi skal bevare en positiv mentalitet og se det som en mulighed frem for en ulykke. Det er en mulighed for at forbedre os og vise, at vi er et hold, der kan konkurrere med dem og slå dem.
Dernæst fik Misa ordet:
- Som spillere er vi overbeviste og har mentaliteten til at spille en stor kamp i morgen og vinde. Vi ved, at disse kampe ikke har været, som vi forventede, men vi har en mulighed for at slippe af med den dårlige smag i munden. Det var ikke de bedste to kampe, men vi har redskaberne. Vi har analyseret kampene, og vi ved, hvad vi skal gøre for at spille godt og opnå sejr.
Motivationen:
- Denne type kamp er en motivation i sig selv, især på et stadion, der motiverer enhver spiller. Jeg ved, at Barcelona har et stort offensivt pres, men jeg håber at leve op til niveauet og hjælpe holdet. Stadion vil være fyldt, det bliver svært at kommunikere på banen, men vi vil forsøge at hjælpe bagfra på alle mulige måder.
Teresa Abelleira endelig tilbage i træning
Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Real Madrid Femenino, søndag, 29. marts 2026 15:31

Der er gået mere end et år, siden Real Madrid Femeninos dygtige midtbanespiller, Teresa Abelleira, rev korsbåndet over på en tur med det spanske landshold den 27. februar 2025, men nu er der omsider lys for enden af tunnelen.
Den teknisk stærke spanier gennemførte nemlig i går sin første træning med sine holdkammerater, og dermed ser det ud til, at hun kan nå at få minutter i benene, inden sæsonen er omme. Trofæer bliver det dog næppe til, da Barcelona vanen tro cruiser mod det spanske mesterskab, ligesom netop Barcelona slog Real Madrid med hele 6-2 i den første af to kvartfinaler i Champions League – endda på udebane.
Abelleira har kontrakt til 2026 men med en option for at forlænge til 2027, og det forventes, at den bliver aktiveret.
Nyt stort nederlag til Barcelona
Skrevet af Jesper. Udgivet i Real Madrid Femenino, fredag, 27. marts 2026 08:00

Der er fortsat milevid forskel på Real Madrid Femenino og Barcelona.
Det fik man – igen – bevis for i onsdagens CL-kamp mellem de to hold på Estadio Alfredo, hvor hjemmeholdet holdt stand i seks minutter inden Barcelona bragte sig foran ved Pajor og bare syv minutter senere blev det 0-2 ved Brugts.
Dermed var kampen reelt afgjort, og det fik ikke nogen betydning, at Linda Caicedo reducerede omkring den halve time, for Barcelona skruede bare op for tempoet og øgede føringen to minutter senere, da Paredes nettede.
I anden halvleg gjort Pajor og Vicky López det onde værre for Real Madrid Femenino, men Linda Caicedo fik reduceret, inden Alexia Putellas lukkede og slukkede med en straffesparks-scoring i de døende minutter.
Der er returkamp i Barcelona den 2. april.
Real Madrid Femeninos hold: Misa, Eva Navarro, M. Méndez, Lakrar, Holmgaard, Weir (Toletti, 65'), Angeldahl, Däbritz (Irune, 65'), Athenea (Iris Santiago, 85’), Linda C. og Feller (Keukelaar, 65').