Historisk tilbageblik: Første "VAR"-kendelse kom i El Clásico
Real Madrid spiller i denne uge returkamp i Copa del Rey mod Barcelona og denne omgangs Historisk tilbageblik skal derfor handle om netop det. Og så det berømte/berygtede VAR. Kan det blive mere aktuelt?
Vi skal tilbage til sæsonen 1969/70, hvor Real Madrid og Barcelona mødtes i det, der dengang blev kaldt Copa Generalísimo. Det var i kvartfinalen og Real Madrid havde vundet det første opgør med 2-0. Også med polemik, for Amancio scorede til 2-0 i en situation, hvor Barcelona mente at han var off side.
Kampen var ekstra vigtig for Real Madrid, for efter en række succesfyldte år, var klubben havnet i en sportslig krise med blot en sjetteplads i den spanske liga efter hold som Atlético Madrid, Ath. Bilbao, Sevilla, Valencia og Barcelona og man var derfor på vej til at ryge ud af europæisk fodbold for første gang siden starten i 1956.
I det spanske diktatur var der naturligvis gået politik i sagen. Man mente, at udenrigsminister Castiella ikke ønskede, at det han selv kaldte ”den bedste ambassadør for Spanien” skulle ende uden for europæisk fodbold og samtidig var der et brændende ønske i Catalonien om at se General Franco overrække pokalen til Barcelona-spillerne på netop Nou Camp, hvor finalen skulle spilles. Og så var der også mange catalanere, som ikke havde glemt, at Real Madrid-præsident Don Santiago Bernabéu havde udtalt, at han ”beundrede Catalonien, på trods af catalanerne”.
Returkampen i Barcelona var derfor vital og det var samtidig en af de første gange, at Televisión Española viste en kamp og de skulle få en helt særlig rolle i forhold til denne kamps historiske eftermæle.
Barcelona bragte sig foran ved Charly Rexach lige før pausen og anden halvleg blev et jævnbyrdigt opgør, lige indtil det 60. minut, da dommer Guruceta dømte straffespark til Velázquez begået af Rifé. Guruceta var på det tidspunkt en af de mest respekterede dommere i Spanien, men han stod langt fra forseelsen, som blev opfanget af Television Española. Dengang havde man ikke teknikken til at lave gengivelser med videre, men balladen kunne man godt lave alligevel.
Et par år forinden havde man haft den såkaldte ”Final de las Botellas”, hvor banen blev overdænget med flasker på grund af en tvivlsom kendelse, men nu var det sæde-hynder som haglede ned på banen, inden Barcelonas spillere i protest forlod banen. Herefter fulgte udvisningen af Barcelonas Eladio, som klappede ad dommeren og sagde: Du er Madridista og du har ingen skam i livet.
Og ti minutter efter at straffesparket var blevet dømt, kunne Amancio så omsætte det til sikker scoring. Hvilket blot førte til slåskamp mellem spillerne og senere i kampen var der tilskuer-invasion, da Guruceta valgte ikke at fløjte et straffespark, som man mente var begået mod Rifé.
Guruceta valgte at fløjte kampen af fem minutter før tid, da Real Madrid-træner Miguel Muñoz blev ramt af kasteskyts og dommeren måtte selv ledsages fra banen af politiet og man måtte give ham en politi-uniform på, da man skulle fragte ham ud af stadion.
Kampen fik store konsekvenser for flere fremtrædende personer efterfølgende. Don Santiago Bernabéu påstod at have modtaget mere end 300 dødstrusler på bare en enkelt dag. Kampens dommer, Guruceta, blev idømt seks måneders karantæne ”for at fremprovokere et problem for den folkelige orden med sin usikre dommer-præstation”. Eladio fik to spilledages karantæne, Barcelona fik en bøde på 90.000 pesetas og advarsel om at få lukket deres stadion. José Plaza, som var præsident for dommer-foreningen, valgte at træde tilbage, fordi han ikke fandt straffen til Guruceta rimelig. Det var man ikke kede af i Barcelona, for i den tid at Plaza var præsident for dommer-foreningen, vandt klubben nemlig ingen titler. Tilfældigt eller ej. Samtidig trådte Juan Antonio Samaranch tilbage som landets delegerede inden for sport og i hans sted, ansatte man Juan Gich, som inden da havde været direktør i Barcelona, hvilket fik Real Madrid til at forlade det spanske fodboldforbund.
Og for nu at lade som om, at intet var hændt, så valgte man at spille Copa Generalísimo-finalen på Nou Camp. Her var Real Madrid deltager og vandt kampen mod Valencia og modtog efterfølgende pokalen af General Franco.
Guruceta kom først til at dømme fodboldkampe igen i 1980erne, men på Nou Camp glemte man ikke hans navn, som blev råbt taktfast, når hjemmeholdets tilskuere følte utilfredshed med dommeren.
Se Television Españolas klip af straffesparks-situationen her: