Pepe, det portugisiske problem
(NY MADRIDISTA.DK MENER!)
I serien vedrørende sammensætningen af truppen for den kommende sæson tager vi i dag fat i bagkæden. Måske den del af banen, hvor vi kan forvente at se flest udskiftninger i det kommende transfervindue. Hvorfor kan du læse mere om her:
Sikkert er det, at Real Madrid må vinke farvel til minimum to spillere fra de defensive geledder; Carvalhos kontrakt udløber, og han skal ikke sætte næsen op efter forlængelse. Ligeså usandsynligt er det, at Essiens lejeaftale bliver vekslet til en permanent kontrakt. Særligt nu hvor hans favorittræner José Mourinho er væk. De to bliver formentlig genforende i Chelsea.
Oveni hatten lurer et salg af Coentrão, som for nylig udtalte, at han ikke føler sig værdsat i Madrid, hvilket meget vel kan indikere, at Real Madrid vil takke ja til eventuelle seriøse bud på den portugisiske venstre back, som ellers har gjort det ganske hæderligt i indeværende sæson.
Pepe rygtes ligeledes væk, ligesom Albiol gør det, og det efterlader efterhånden en Real Madrid trup med et meget sparsomt udvalg til pladserne i forsvaret.
Derfor bør Florentino Peréz i den grad også tænke sig om, for selvom jeg tidligere har givet udtryk for, at Pepe ikke altid har et mentalt niveau, som er stærkt nok til Madrid, så kan det alligevel vise sig at være fornuftigt at afslå tilbud på ham. Madrid skal i min optik passe på ikke at skulle skifte ud på over halvdelen af pladserne, hvilket vil spolere den kontinuitet, som man har bygget op over de seneste sæsoner. Et salg af tre centrale spillere ud af i alt fem vil være en farlig manøvre, hvorfor jeg faktisk mener, at man udover uovertrufne Sergio Ramos og Raphaël Varane bør holde på Pepe, som trods et par virkeligt svage kampe faktisk altid holder et hæderligt niveau.
En ganske simpel head-to-head opgørelse og kig på generelt niveau viser desuden, at portugiseren er mere end et par ligaer over Raúl Albiol, hvorfor det vil give mening at smide et ’ikke til salg’ skilt på den kortklippede spiller, som på trods af hvad snart ligegyldige Mourinho ellers måtte mene faktisk har taget sin bænkevarmerplads med ophøjet ro. Det kan man kun have respekt for.
Men hvad bør Real Madrid så gøre?
Jeg har en klar forventning om, at vi fra næste sæson skal vænne os til et spansk hovedstadshold uden Carvalho, Coentrão, Albiol og Essien – hvilket er huller, der bør kunne lukkes ret enkelt:
Det synes snart kun et spørgsmål om tid, før Dani Carvajal bliver hentet som ny højre back og dermed direkte konkurrent til Arbeloa, mens jeg mere eller mindre forlanger, at Nacho får kredit for sine forårspræstationer og bliver rykket op som alternativ til Marcelo.
På den måde kan man relativt billigt klare back-problemerne, mens Madrid formentlig får behov for at kaste lidt flere penge efter den nu åbne plads i det centrale forsvar.
Der har været nævnt mange navne til netop den plads med Thiago Silva som det klart mest prominente – og det er så absolut svært at så tvivl om brasilianeren, som argumenteret set er verdens bedste forsvarspiller. Han ville pynte gevaldigt i Madrid, men samtidig er han også udstyret med en pris på den onde side af 50 millioner Euro – hvilket, jeg mener, er alt for meget taget i betragtning af, at vi allerede har to lysende stjerner i form af Ramos og Varane. I stedet bør den sportslige ledelse rette fokus mod Ezequiel Garay fra Benfica. Argentineren – med en fortid i Madrid – har været en af de absolutte profiler i portugisisk fodbold og rygtes jævnligt til diverse store klubber. Ikke mindst qua sin frikøbsklausul, som ligger på 20 millioner Euro, hvilket må siges at være relativt overskueligt.
Samtidig vil Garay have forståelse for sin rolle i Madrid, der bliver at være klar, når de normale førstevalg ikke er spilleklar, et meget vigtigt element når man skal kigge på den slags breddespillere.
Med disse indkøb får vi det, vi gerne vil have – unge talenter, spaniere, høj kvalitet og ikke mindst til en overkommelig pris. Jeg har svært ved at forlange ret meget mere!
Jeg har nedenfor lavet en sammenregning for forsvarskæden og vil gøre det samme for de øvrige områder, som serien her vil kigge på. (Alle priser er naturligvis anslåede)
Ind:
Ezequiel Garay (Benfica) – 20 millioner Euro
Dani Carvajal (Leverkusen) – 6 millioner Euro
Nacho (Castilla) – gratis
Ud:
Carvalho – (???) – fri transfer
Albiol – (???) – 5 millioner Euro
Coentrão – (???) – 18 millioner Euro
Essien – (Chelsea) – lån ophører
Forsvarskæden efterfølgende:
Centerforsvar:
Sergio Ramos
Raphaël Varane
Ezequiel Garay
Pepe
Højre backs
Álvaro Arbeloa
Dani Carvajal
Venstre backs
Nacho
Marcelo
