En højreback-duel om en plads til VM

Real Madrid har på pinagtig vis allerede udspillet sin rolle i denne sæson, men for holdets to højrebacks er der stadig utrolig meget på spil.

 

Både Trent Alexander-Arnold og Dani Carvajal kæmper nemlig om at komme med til VM for deres respektive landshold denne sommer, og eftersom de begge i øjeblikket er uden for det varme selskab, men også begge må betragtes som blandt de forreste i køen af de perifere spillere, kommer de formentlig til at kigge på Arbeloa med hundeøjne, når spanieren skal sætte sit hold i resten af sæsonens pointmæssigt ligegyldige kampe.

Trent har haft en sæson med nogle ærgerlige skader og et svingende niveau, men englænderen har dog spillet markant mere end den ligeledes skadesplagede Carvajal. 1.382 – 858 står den til Trent i antal spillede minutter, men han har ikke spillet for Englands landshold siden juni 2025, mens han seneste startplads skal findes helt tilbage i oktober 2024. Og da Thomas Tuchel tydeligvis ser andre veje, skal Trent altså spille sit livs to måneder for et Real Madrid-hold, der intet har at spille for, hvis han vil blive blandt de udvalgte 26.

For Carvajal er situationen en lidt anden, eftersom han plejer at være på landsholdet, når han spiller fast for Real Madrid og ikke er skadet. Sagen er bare, at han netop har været ramt af flere grimme knæskader, og at Trent tydeligvis er foran i køen til spilletid hos Real Madrid, og egentlig må Carvajal betragtes som i en kamp om ikke bare at komme med til VM, men også for overhovedet at blive i Real Madrid, da han har kontraktudløb til sommer.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...