Et forsøg på at indkapsle Zidane’s trænergerning Pt.2

Zinedine Zidane er fortid i Real Madrid, og Julen Lopetegui er fremtid. Zizou forlod rampelyset, som Real Madrid-træner, med sin 3. Champions League-titel på 2,5 sæson, og dermed cementerede den franske elegantier sin kærlighed for pokalen med de store ører, en romance som ellers havde startet bittert med 2 finale nederlag i Zidane’s første 2 sæsoner i Juventus. Naturligvis ville Zidane det anderledes, og som bekendt startede han sin karriere i Real Madrid med en gudesmuk flugter, i finalen mod Leverkusen i slutningen af 2001/2002 sæsonen. Champions League og Zidane er en kærlighedshistorie uden sidestykke. Og denne kærlighedshistorie vil være et tema (af samme årsag de få Liga-eksempler) for denne Madridista.dk mener, ligesom franskmandens tendens til at gå ud med et brag og have en ydmyg personlighed vil blive brugt for at skabe en rød tråd. Desuden er artiklen en fortsættelse af en tidligere ”Madridista.dk mener” ved navn ”Et forsøg på at indkapsle Zidane’s trænergerning”, som kan findes i følgende link: https://madridista.dk/index.php/9383-et-forsog-pa-at-indkapsle-zidane-s-traenergerning

I Zizou’s sidste kamp som spiller for Real Madrid, blev han skiftet ud efter at have scoret mod Villareal i sæsonen 2005/2006. Han gik straks ned i spillertunellen og ventede tålmodigt på at Juan Riquelme skulle forlade banen, fordi franskmandes sidste ønske var at modtage sin kollega og ligesindede elegantiers trøje! Da han en håndfuld uger senere spille sin sidste kamp som professionel fodboldspiller, i VM-finalen mod Italien, stangede han Marco Materazzi (fortjent!) i brystet efter at have lagt ører til umenneskelig hån, og dermed slap tålmodigheden op, mens vi kan diskutere elegancen i Zidane’s skalle i brysthøjde på Materazzi. Disse karaktertræk gik igen hos den største franske fodboldspiller nogensinde. Før optakten til Zidane’s sidste kamp i spidsen for Real Madrid, blev han spurgt ind til hvad det var han besad som træner, siden han nu stod i sin 3. finale på 3. sæsoner. Zizou svarede smilende: ”Måske er jeg ikke den bedste taktiker”, hvortil pressen grinerede godsindet. Zizou svarede hurtigt igen på latteren: ”Men jeg har noget andet. Noget meget vigtigere!” og dermed løb Zidane’s tålmodighed igen op mens elegancen overfor den spanske presse var intakt.

Zidane har været omtalt ambivalent af verdenspressen. Kritikker over mangel på taktiks formåen samt filosofi, har været kontrasteret af roser over enorme resultater og en ro i truppen. Zinedine Zidane vil som træner næppe se sig skrevet i historiebøgerne for det fodboldspil Real Madrid praktiserede under ham, men jeg mener at han er Real Madrids bedste træner nogensinde, naturligvis målt på resultater. Og hvad bliver den røde tråd så, når man skal have nedfældet 2,5 års praksis i det varmeste trænerside i verden? Mentaliteten der var nøglen til førnævnte resultater! 

Zidane’s pressemøder har været præget af to ting. Han har smilet mens han har fået en utilgivelig spansk presse (der blev for meget for Mourinho, Guardiola og Luis Enrique) til at le på grund af sine uortodokse formuleringer, og så har han gentaget 3 ord: ”Sufrir pero ganar” (at lide men at vinde). Kritikkerne har snakket om Zidane’s held, og brugt mottoet om at lide under sejren som kritikpunkt, og hashtagget #LaFlorDeZidane (Zidane’s held) har trend’et i hele Spanien hver gang Zidane har tilkæmpet sig en sejr i sidste øjeblik. Dog skal Zidane’s succes ikke tilskrives held men snarere kloge prioriteringer. Han brugte mottoet om at lide men at vinde først og fortsatte med det uanset hvor holdet befandt sig. Da han startede, var de i dårlig forfatning fysisk, så han kørte dobbelte træningspas i en måned for at lide, og han påstår at have befundet sig på Valdebebas fra kl. 9 om morgenen til kl. 23 om aftenen i en måned i streg. Som resultat kæmpede truppen sig til resultater der gjorde det muligt at genåbne det ellers lukkede spanske mesterskab, ligesom Champions League-finalesejren i Milano mod Atlético i Zidane’s første sæson blev en realitet.

I 2. sæson scorede blandt andet Morata og Sergio Ramos et hav af mål i de døende minutter af kampene, når det ikke havde været kønt. I forårets afgørende fase af Champions League-sæsonen 16/17 var holdet underlegent i perioder i begge kampe mod Napoli og Bayern, men man holdt sig inde i kampene, bevarede fokus da det så værst ud og fik afgjort kampene og dermed videre avancement. Alt sammen antageligvis fordi Zidane har brugt så meget tid på mandskabsplejen og de ’bløde værdier’. Den catalanske skole fordrer spillere der bruger timevis på at positionere sig rigtigt, at være taktisk perfektionistiske og både Guardiola og Xavi har blandt andre kritiseret spillere som Casemiro, Ronaldo og Lucas Vázquez, for deres spillestil og egenskaber som fodbolspillere, men faktum er at Guardiola vandt 2 Champions League-titler på 4 sæsoner, mens Zidane har 3 på 2,5 sæson. Hvorfor? Fordi international fodbold påkræver omstillingsparathed og kynisme, ikke perfektionistisk tiki-taka. Zidane vidste at energien skulle bruges på at perfektionere mentaliteten, ikke taktikken og det krævede at alle mand var ombord.

En af Zidane’s store inspirationer var Carlo Ancelotti, som Zidane var assistent for i 13/14-sæsonen. Ancelotti praktiserede selv rollen som ’bedstefar’ for spillerne, og den hyggelige stemning var vigtigere at opretholde end konkurrencen på holdet eller det taktiske aspekt. Zidane tog udgangspunkt i dette, men tilføjede konkurrencemomentet og det blev vitalt. I 0-3 sejren mod Atletico i ligaen 16/17 var Benzema, Kroos og Casemiro ude. Kovacic og Modric skulle spille i en 4-4-2 formation, hvor Bale skulle bruges på venstrekanten og Isco som hængende angriber bag Ronaldo. Ronaldo havde ikke slået igennem som ene angriber, og Bale var ikke vant til defensive pligter på venstrekanten, ligesom Modric’s og Kovacic’s defensive ansvar var endnu større i kampen. Et andet eksempel er Champions League-kampen mod PSG i foråret hvor Kovacic og Casemiro måtte spille i stedet for holdets akse, Kroos og Modric. De klarede jobbet fortrinligt og Zidane’s tropper viste sig dermed parate, modsat Ancelotti’s spillere særligt i 14/15-sæsonen (hvor skader til eksempelvis Modric ødelagde en sæson der længe lignede noget absolut historisk). Fælles for disse eksempler var at alle spillerne spillede en pragt kamp, og Zidane formåede at løse taktiske hårdknuder (udløst af skadede spillere) internt i truppen. Havde det været Mourinho havde han begrædt manglende spillerkøb. Og netop købene er ikke noget Zidane har haft behov for. I sit første transfermarked hentede han blot Morata tilbage fra Juventus mens han solgte Jesé til PSG. Zidane var ikke en almindelig træner. Han købte knap nok spillere. For ham var det vigtigere at han kendte de tilstedeværende spillere, at han kunne stole på dem og at de var fortrolige med udførelsen af hans fodboldmæssige plan.

Modstanderholdene har altså, under Zidane, været klar over at Real Madrid kan og, formodentligt, vil rejse sig fra alt. De er aldrig mere såret end at de kan angribe tilbage og komme igen, og det har også været vigtigt for Real Madrid’s spillere selv at være klar over, således at de ikke er blevet desperate eller nervøse når holdet har været presset. De behøver blot 1 chance for at score 2 mål, som det på smukkeste vis kunne iagttages i udekampen mod Bayern hvor Marcelo og Asensio sikrede de hvidklædte et favorabelt resultat. Spillere som Lucas Vazquez, Asensio, Kovacic, Nacho og Isco har vist at Real Madrid ikke behøver ”once de gala” (start 11’eren) for klubben er over spillerne (hvilket altid har været gentaget i Real Madrid’s historie). Da Zidane’s tropper skulle samles og enes om straffesparksskytterne i Champions League-finalen i 15/16 afbrød Lucas Vázquez stilheden: ”Voy a tirar primero” oversat ”Jeg skyder først”. Kantspilleren af Galicisk herkomst var hentet tilbage til klubben for 1 million euro inden sæsonen og tiltænkt en perifer rolle. 10 måneder senere ønskede han at gå forrest på den største scene, i verdens vigtigste klubturnering, hvilket ville være utænkeligt uden den mentalitet Zidane have implementeret i truppen. Forestil jer Guardiola eller Luis Enrique lade en perifer spiller vokse så meget i betydning på de 4 måneder Zidane havde været træner. De ville vel aldrig have udtaget ham til finalen og slet ikke skiftet ham ind! Dén finale var om nogen ulidelig (sufrir pero ganar), og alligevel vandt man med Lucas Vazquez, med Gareth Bale (som fik krampe i det han eksekverede sit straffespark) og resten af truppen. En forenet og afbalanceret familie.


Zidane’s Real Madrid vil altid blive diskuteret for sit spil og langt hen ad vejen for sin taktiske formåen. Jeg har set de hvidklædte siden 2001/2002, og i den galactico periode Zidane selv var en del af spillede holdet som en sæk kartofler, reglen mere end undtagelsen! Roberto Carlos, David Beckham eller Luis Figo slog ofte indlæg eller også håbede man på individuelle præstationer fra netop ovennævnte eller Zidane, Ronaldo med flere. Begge disse elementer har franskmanden taget med i sin trænergerning hvor Ronaldo, Bale, Benzema, Marcelo, Isco, Modric og hvad de ellers hedder, har måtte klare ærterne. Forskellen på Galactico-perioden med Zidane som spiller og Zidane som træner var titlerne, for nu havde man en træner der havde gennemlevet noget, til tider, ufuldkomment sportslig og forstod hvad der manglede – en træner med erfaring for netop svaghederne og styrkerne ved den type spil og det koncept! Styrkerne er uforudsigeligheden og konkurrenceelementet i et hold fyldt med koncentreret talent. Svaghederne er mangel på taktisk struktur og spillere der har en dårlig dag. Hvordan løser man det? Med et rotationsprincip, en trup der er samlet som et kollektiv og er villig til at gå forrest for sin træner. Selvom Real Madrid har spillet bedre (efter min personlige mening) både under Bernd Schuster, Manuel Pellegrini, José Mourinho, Carlo Ancelotti og Rafael Benitez har Zidane formået at vinde mere end dem alle tilsammen, langt mere! Mourinho og Ancelotti var, på hver deres måde, for strenge i mandskabsbehandlingen. Portugiseren elskede sig selv for meget, og Ancelotti elskede 11 af truppens over 20 spillere for meget.

Kritikken af Zidane’s taktiske formåen er ufortjent, og lad mig tillade at spørge hvad taktik i øvrigt er? Zidane har vist taktisk fleksibilitet på niveau med de dygtigste. Ronaldo har været uvirkeligt god i mellem sit 31. og 33. leveår og har endda i perioder været god som topangriber (som i tidligere nævnte 0-3 sejr mod Atletico). Isco og Kovacic har været dét Zidane ønskede i de specifikke situationer. Lucas Vázquez har spillet højre back og har for øvrigt optrådt flest gange af alle (!) spillere under Zidane. Holdet har spillet 4-4-2, 4-3-3 og da Bale så blev skadet omstrukturerede Zidane holdet i en 4-1-2-1-2-formation hvor Isco lige pludseligt ejede verden – udelukkende fordi spillerne var indstillet mentalt efter Zidane’s ønske. Prikken over i’et er vel Bales man of the match-præstation i Champions League-finalen mod Liverpool. Saksepark og langskud hjulpet på vej af katastrofale Karius, jovist, men selvom Bale var meget utilfreds med sin bænkeplads, ønskede han at vise fodboldverden hvorfor klubben i sin tid betalte 94 millioner euro for waliserens evner. Netop dén konkurrencementalitet er hvad Zidane har indført, hjulpet på vej af et rotationsprincip som størstedelen af verdens fodboldtrænere kun kan beundre og kigge misundeligt efter. Zidane har altid beskyttet sine spillere, og endnu mere efter dårlige præstationer, hvilket har gjort eksempelvis Gareth Bale i stand til at afgøre den Champions League-finale. Derved kan man konkludere at Zidane er fuld af taktisk forståelse, og har taget en lang række taktisk komplicerede valg der 9 ud af 10 gange har virket og gjort hans æra som Real Madrid-træner til den mest succesfulde i internationalt perspektiv, af nogle trænere nogensinde!

For at slutte af vil jeg nævne at de gange det ikke har gået Zidane’s vej, har presset været enormt og kritikken haglet ned, som det kun er normalt i Real Madrid. Ydmygende nederlag til Celta Vigo og Leganés i Copa del Rey, og dårlige Liga-præstationer i den netop overståede sæson, med 0-3 på Camp Nou som eksemplet derpå. Men Zidane har bevaret sin ydmyghed i et presset job og altid været elegant og høflig overfor selv de mest provokerende journalister. Der har hverken været øjeprik, ondskabsfulde kommentarer eller anden usportslig opførsel. Så for at runde af et sted jeg startede; Zidane gik ud med et brag i form af sin 3. Champions League-titel på 2,5 år, hvorfor han altså aldrig har prøvet at blive elimineret i turneringen. Hans ydmyge personlighed og elegance er adjektiver der passer perfekt på hvordan man ville beskrive måden Zidane forlod jobbet som træner i Real Madrid! Tålmodigt, elegant, vel-timet – præcist som den flugter mod Leverkusen i 2002.