Optakt: Trofeo Bernabéu

Real Madrid spiller i aften den 39. udgave af Trofeo Bernabéu mod AC Milan, som man så smukt har kaldt ”De 20 Mesterholds/Champions Leagues kamp”.

Og selv om det blot er en opvisningskamp, så er man nu så tæt på sæson-start for Real Madrids vedkommende, at det vil være en kamp, som man vil tage med en vis seriøsitet, både på og uden for banen.

Allerede på onsdag spiller Real Madrid nemlig europæisk Super Cup mod Atlético Madrid og det kan meget vel blive et opgør, som vil komme til at sætte dagsordenen for hele Julen Lopeteguis karriere i klubben. Nuvel, man så ganske vist Barcelona blive splittet ad i sidste sæsons spanske udgave af Super Cuppen, hvor efter man på samme vis splittede den spanske liga og vandt i suveræn stil, men man sidder alligevel med en fornemmelse af, at Real Madrid-træneren på kort sigt går ind til en meget lettere fremtid, hvis han formår at vinde sæsonens rigtige titel.

På den måde er aftenens kamp vigtig, fordi den er sidste test inden det for alvor går løs og af samme grund må man også forvente, at Real Madrid fortsætter de gode takter fra optakten med de nye spillemæssige tiltag om et højt pres på banen ved boldtab og masser af boldbesiddelse.

Julen Lopetegui vil sandsynligvis sende et hold på banen, som vil komme til at ligne onsdagens startopstilling ret meget og derfor kan aftenens opstilling godt give et fingerpeg om, hvordan det nye hold kommer til at se ud. Undervejs vil der dog nok blive en masse indskiftninger og derfor må man også forvente at se Thibaut Courtois få debut, selv om han nok ikke bliver en del af onsdagens Super Cup.

Hos AC Milan bliver der gensyn med Gonzalo Higuaín og her ligger vel kampens store ”Morbo”-emne, hvis argentineren viser sig fra en bedre side end Karim Benzema. Higuaín er dog først lige kommet på plads i den italienske klub og skal forventeligt lige lære sine holdkammerater at kende. Ellers bliver det spændende at følge målmand Donnarumma og spanske Suso, som Real Madrid tidligere har været sat i forbindelse med og så bliver det naturligvis spændende, om der er samme vildskab i Milan-mandskabet, som der var hos deres træner, Gennaro Gattuso, da denne var spiller.

Kampen kan følges på Real Madrid TV.

Fun Fact:
- Det er fjerde gang, at AC Milan deltager i Trofeo Bernabéu. Man har tidligere deltaget i 1988, 1990 og ved jubilæums-turneringen i 2002.
- Real Madrid har vundet turneringen de seneste 12 år og i alt 27 ud af de 39 gange, at den er blevet spillet.

- Kampen spilles i 60-året for Real Madrids 3. Mesterholds-triumf mod netop AC Milan.

Real Madrids forventede hold: Navas, Carvajal, Nacho, Ramos, Marcelo, Kroos, Ceballos, Isco, Asensio, Bale, Benzema.

AC Milans forventede hold: Donnarumma, Calabria, Musacchio, Romagnoli, Rodríguez, Kessié, Biglia, Bonaventura, Suso, Calhanoglu, Higuaín.

Seneste artikler...