Referat: AEK Athen-Real Madrid 2-3, Champions League, 4. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Det kan godt være, at Real Madrid for en sjælden gangs skyld ikke dummede sig efter en Clásico-sejr ved at slå Racing Santander sikkert i weekenden med 3-0. Men allerede i aften leverede man en horribel holdindsats imod AEK Athen, der dog blev slået med 3-2 på en sen langskudsperle fra Valverde. Mourinho blandede kortene gevaldigt med Vinícius på venstrekanten, Diomande til højre og en dugfrisk centerbackduo bestående af Militão og Rüdiger med Dumfries ude til højre. Og mens de alle var undervældende, var to af dem på vaskeægte badebold-niveau, hvilket vi vender tilbage til senere.

 

At det skulle blive en frustrerende aften som Real Madrid-tilhænger, kunne man fornemme tidligt i kampen, hvor Courtois flere gange måtte i aktion. Efter fire minutter skabte den tidligere Real Madrid-angriber Jovic en chance, som belgieren fik reddet, efter 11 minutter scorede Athen til 1-0 i en situation, hvor Cucurella så for sløv ud, og efter 17 minutter måtte Courtois igen redde sit hold, denne gang på en afslutning fra Jovic selv.

I den anden ende af banen fortsatte Mbappé sine seneste tendenser med at spille rædderlige kampe, men alligevel score mål. I første halvleg lykkedes han ikke med noget som helst og derfor heller ikke med at udligne, da han efter 20 minutter fik Real Madrids første store chance, som han smadrede langt over mål.

Hans endnu ringere partner in crime, Vinícius, bidrog heller ikke med andet et godt miks af alibispil og forfejlede driblinger, når han endelig prøvede noget. Derfor var det heldigt, at Bellingham igen var i decideret topklasse. Efter 27 minutter fik han et mål annulleret for offside, og allerede fem minutter senere udlignede han på et fantastisk mål med hælen på oplæg af Cucurella.

Efter 41 minutter brændte Vinícius en gigantisk chance på oplæg af Dumfries, men brasilianeren havde i situationen alligevel placeret sig i en offsideposition, hvilket tragisk nok var endnu ringere end selve afslutningen. I den anden side af banen var også Diomande under niveau, om end han var markant bedre, end Vinícius var til venstre. Og mens Mbappé ødslede bolde væk til højre og venstre, kunne man godt have brugt, at Cucurella scorede på sin gigantiske chance tidligt i anden halvleg efter Mbappés første gode aktion i kampen, da han fik sendt det flade indlæg ind til spanieren.

Efter 61 minutter var Mbappé tæt på at score på spark akkurat forbi det lange målhjørne, og generelt lignede det, at Real Madrid nok skulle få 2-1-scoringen, men i stedet gik den til Athen i en situation, hvor opdækningen så katastrofal ud. Forinden havde Mourinho i øvrigt misset muligheden for at tage de blinde passagerer Vinícius og Dumfries ud, da han bragte Valverde og Endrick på banen. Men i stedet tog han Bernardo og Diomande ud, og resultatet var som forventet: totalt kaos og ubalance med 0 % fodboldhjerne på de forreste seks pladser, hvis vi ser bort fra Bellingham.

Men selvom Mourinho havde gjort det sværere for sit hold, end det var i forvejen, lykkedes det alligevel at udligne, og det var selvfølgelig Bellingham, der skabte det. Han sendte Dumfries helt fri i dybden, og dermed kunne den afsindigt svagt præsterende hollænder ikke undgå at finde Mbappé inde foran mål. Så stod den 2-2.

Efter 85 minutter var Real Madrid tæt på 3-2-scoringen, da Mbappé på en friløber, flot skabt af Endrick, sparkede på overliggeren. Real Madrid fik også et par dødboldsmuligheder, men da Güler ikke var med i truppen, og Trent sad artigt ude på bænken og så sin højreback-konkurrent spille fodbold, som om han reelt var iført et par ægte hollandske træsko, måtte Brahim tage sig af dødboldene. Og ja, vi behøver næppe komme nærmere ind på, hvordan det gik. Men gudskelov kom 3-2-målet alligevel i det 91. minut, da Valverde-snydekoden blev aktiveret. Uruguayaneren smækkede til læderet, og bolden strøg i kassen uden chance for Athen-keeperen. Så endte det alligevel med at give pote for Mourinho at polstre holdet med ren og skær power.

Kampens spiller: Bellingham. Klasse 1-1-mål og flot opspil til 2-2-målet. Real Madrid var ikke kommet nogen vegne i aften uden ham.

Kampens badebold: NØJ, hvor er der mange at vælge imellem. Camavinga med for mange fejlafleveringer, boldtab og frispark. Vinícius med en præstation direkte til skraldespanden. Mourinho, der med sine udskiftninger prøver at slå rekord med det Real Madrid-hold i historien med den laveste fodbold-IQ. Men den går til Dumfries, der lignede en regulær fodboldpensionist. Ud over assisten bidrog han kun med alt for langsomme afleveringer tilbage i banen, og så var han ovenikøbet rystende ringe defensivt. Der blev løbet om hjørner med ham, han blev afvist fysisk af væsentligt mindre spillere, og han virkede generelt som en, der slet ikke kan være med på det her niveau. Var det en straffeaktion fra Mourinho at lade ham spille 90 minutter?

Perspektiver mod kommende kampe: Dumfries, Militão, Camavinga, Vinícius og Diomande på højrekanten. Güler og Tchouaméni helt ude at truppen og Valverde på midten. Der var mange ting i aften, der ikke har noget at gøre med det, som Real Madrid har lykkedes så fint med på det seneste. Så mon ikke vi bare skal tage de tre point, glemme alt om præstationen og se frem til lørdagens kamp imod Valencia, hvor ”det rigtige Real Madrid” er tilbage til at sende os godt på landsholdspause.

Log-på for at kommentere


mat_hattrick svaret på emne: #1 10 minutter siden
Det er fanme godt skrevet, det der referat, Malthe! Er så enig

Seneste artikler...