Keylor Navas på mål i aften
Julen Lopetegui har alle sine 5 målmænd med i Tallinn i aften, men det står allerede nu fast, hvem af dem der starter på mål.
Det bliver nemlig Keylor Navas, som får lov til at gøre arbejdet færdigt i den europæiske Super Cup, som Real Madrid er nået frem til via Champions League-sejren, hvor costaricaneren var en vigtig sidste skanse.
Real Madrid købte i sidste uge Thibaut Courtois, som har en fortid hos aftenens modstander, Atlético Madrid, og derfor har der været spekuleret en del i, om han skulle stå i netop dette opgør, men belgieren er end ikke indskrevet til kampen, fordi han først lige er kommet tilbage efter en måneds sommerferie.
