Keylor Navas og de mange liv

En kat har ni liv, men det er ikke noget i forhold til Keylor Navas, som synes at have ubegrænset liv i Real Madrid, hvor han sommer efter sommer er på vippen til at blive solgt, men som gang på gang overlever den barske konkurrence i Real Madrid.

Første gang var den famøse De Gea-sag, hvor Keylor Navas bogstaveligt talt sad klar i flyvemaskinen, som skulle bringe ham til Manchester United, men et problem med en fax forhindrede lykkeligvis for costaricaneren den flyvetur.

Siden har han i hvert eneste transfervindue været på vej ud, senest med ankomsten af VMs bedste målmand, Thibaut Courtois, men foreløbig har Keylor Navas vist sig at være Lopeteguis klare førstevalg og belgieren har stadig sin officielle debut til gode.

Keylor Navas stod en god kamp i weekendens opgør mod Girona og det var i hvert fald ikke her, at han spillede sig af holdet, hvilket han da på ingen måde heller har lyst til. For nylig sagde han om rygterne, der bringer ham væk fra Real Madrid:

- Jeg har den samme lyst til at forlade Real Madrid som til at dø.

Foreløbig er El Tico i den grad levende og måske vil han i fremtiden blive kendt som El Gato de Costa Rica (Katten fra Costa Rica).

Seneste artikler...