Real Madrid er en god forretning
Real Madrid er stadig en bedre forretning end Barcelona, i hvert fald når det kommer til at tjene penge.
I den forgangne sæson havde Real Madrid indtægter for 748 millioner €, mens Barcelona havde indtægter for 686 millioner €.
En stor del af Barcelonas indtægter stammer fra salget af Neymar, som man fik 227 millioner € for, mens Real Madrid i sidste regnskabsår kun solgte Álvaro Morata, som man fik 54 millioner € for (hertil skal lægges diverse bonusser, som ikke er kommet til udbetaling endnu).
Men Real Madrid trækker for alvor fra, når det kommer til indtægter, som vedrører internationale turneringer. Som 3-dobbelt CL-vinder fik man i sidste sæson 85,46 millioner €, mens man fik 4 millioner € for at vinde den spanske Super Cup. Endelig fik man en million € for at vinde VM for klubhold og sidste sommers tur til USA indbragte 18,54 millioner €.
TV-rettigheder gav Real Madrid 178,4 millioner €, men det er fortsat på marketing-delen at Real Madrid er førende med indtægter på 297 millioner €, heraf 26 millioner € ved salg af Adidas-produkter.
Netop Adidas forhandler man i øjeblikket intenst med og det ventes at man snart kan præsentere den største trøje-aftale i fodbold-historien. Forhandlingerne har været sat på pause, idet Adidas har fået ny præsident, nemlig danske Kasper Rørsted.
Og så er Estadio Santiago Bernabéu fortsat en god forretning, som i regnskabsåret 2017/18 gav indtægter på 174 millioner €.
I fremtiden kan der komme nye indtægter. Real Madrids stadion-aftale med IPIC faldt til jorden, men Florentino Pérez har ikke opgivet at finde en stor investor, som kan være med til at betale det gigantiske stadion-projekt, som han på den kommende generalforsamling vil bede om lov til at låne over 500 millioner € til, men målet er fortsat at få en investor-aftale, både med stadion og med Ciudad Real Madrid i Valdebebas.
Fremtiden tegner meget lys i den spanske hovedstad.
