Spansk presse: Lopetegui har taget afsked med spillerne

Ifølge spansk presse tog Julen Lopetegui i går afsked med sine spillere efter kampen mod Barcelona, der efter alt at dømme bliver hans sidste i spidsen for Real Madrid.

Der er ikke tale om en officiel afsked, men den spanske træner får angiveligt ikke lejlighed til at møde sine spillere igen, eftersom der spekuleres i, at det bliver Santiago Solari, som skal forestå eftermiddagstræningen, der skal fungere som optakt til Copa del Rey-kampen mod Melilla på onsdag.

Her bliver det måske også Castilla-træneren, som skal stå i spidsen for Real Madrid, hvis ikke kontrakten med Antonio Conte er på plads til den tid.

På gårsdagens pressemøde efter kampen, udtrykte Julen Lopetegui stor ærgrelse over resultatet, men lod også skinne igennem, at han følte at han kunne bringe Real Madrid på rette spor og han slog fast, at han fortsat har truppens fulde opbakning, hvilket også bliver bekræftet af flere spillere.

Men det ventes, at han senere i dag modtager sin fyreseddel, knap fire måneder efter at han blev hevet ud af den spanske landsholdstrup for at blive præsenteret som Real Madrid-træner.

Seneste artikler...