Solari: Vi vil spille med nosser


Santiago Solari på sin første dag som Real Madrid-træner. Foto: Real Madrid

På træningsanlægget i Valdebebas er første træningspas med den nyudnævnte Real Madrid-træner Solari veloverstået. Kort efter blev pressen inviteret indenfor til argentinerens første pressemøde, og her blev der blandt andet talt om morgendagens Copa del Rey-kamp mod Melilla.

Real Madrids nye cheftræner blev budt velkommen, og første spørgsmål lød på, hvordan han vurderede holdet.

- De er en smule såret, men ønsker at lave om på tingene. Det er en gruppe af vindere. Det er et hold af krigere, som har vundet mange titler, startede Solari med at sige.

Adspurgt om han havde talt med Lopetegui, svarede han, at det er en privat sag, og tilføjede:

- I livet passerer vi alle blot forbi. Det er det samme for spillerne – de har andre tilgange – men de går ind til alle kampe og forsøger at gøre deres bedste.

Angående Vinicius’ rolle i truppen, understregede Solari, at ”han er en del af truppen, ligesom alle andre”.

Den fremmødte presse spurgte ind til varigheden af den nye rolle, hvortil Solari svarede:

- Jeg vil gøre mit bedste. Jeg har været i denne klub og haft andre roller, svedende som spiller. Madrid er større end os alle. Jeg ønsker blot, at være en del af det, forklarede Solari, som spillede i klubben i perioden 2000-2005.

Angående hvem, som havde fortalt ham, at han skulle være træner svarede den 42-årige træner kortfattet, at ”det er en privat sag”.

Derefter omhandlede spørgsmålene morgendagens Copa del Rey-opgør mod Melilla, og pressen var interesseret i argentinerens tanker om sin første kamp.

- Vi kommer til at gå ind til kampen med alt hvad vi har. Vi er virkelig spændte. Målet er at spille kampen med nosser, forklarede Solari ekspressivt og tilføjer:

- Vi bliver nødt til, at gå ud og vinde med en gruppe af vindere, som er såret. Vi bliver nødt til at gå ud og ændre det.

En journalist spørger ind til, hvad Solari har tænkt sig at sige til sine spillere, for at ændre den kedelige stime, hvortil Solari endnu en gang svarer kortfattet: ”Det hører til i omklædningsrummet”.

Solari undgår derefter en anden journalists spekulationer, om hvorvidt han skulle overtage efter det pinlige nederlag mod Levante, men tilføjer:

- Det her er et hold af vindere. Nogle gange kan det være svært, og det er dér, man ser spillernes karakter.

Dermed sluttede Santiago Solaris første pressemøde som Real Madrid-træner, og man fik indtryk af en træner, som formulerer sig kortfattet og med karakter. Om det vil have en positiv indflydelse på holdets præstation, kan man få en smagsprøve på i morgen, når holdet gæster Melilla i Copa del Rey.

Seneste artikler...