Lidt om de fire nye folk
Santiago Solari har udtaget fire Canteranos, som måske ikke er så kendte herhjemme.
Madridista.dk fortæller her lidt mere om dem.
De la Fuente er født den 26. februar 1999 og har været i Real Madrid siden 2007. I sin første sæson for Real Madrid Castilla er han blevet fast mand i det centrale forsvar. På trods af en højde på blot 1,79 m. er han særdeles stærk i luftspillet.
Javi Sánchez er født den 14. marts 1997 og har været i Real Madrid siden 2005. Han er en af de spillere, som har været længst tid i La Fábrica og han er i gang med sin tredje sæson for Castilla-mandskabet. Han var med i optakten til denne sæson, hvor han startede ind mod Manchester United og Juventus, ligesom det blev til spilletid mod AS Roma. Han var også udtaget til den europæiske Super Cup. Den centrale forsvarer er kendt for sin hurtighed og gode teknik.
Franchu Feuillassier er født den 12. maj 1998 i Mar del Plata i Argentina. Han har været i Real Madrid i to perioder, nemlig 2008-2011 og igen fra 2016. Han er den eneste af de fire, som har fået officiel førsteholds-debut, hvilket skete i sidste sæsons Copa del Rey-kamp mod Fuenlabrada. Han kan spille alle pladser lige bag angriberne og er kendt for sin hurtighed og evne til at indgå i overlap.
Cristo er født den 24. oktober 1997 i Santa Cruz, Tenerife og har været i Real Madrid siden 2017. Han er den senest ankomne af de fire og den eneste af dem, som ikke var med i sommerens optakt til denne sæson. I sin tid som Tenerife-spiller fik han debut som 16-årig i Liga Adelante. Han nåede at lave 4 mål i 50 kampe for Tenerife inden skiftet til hovedstaden, hvor han i sidste sæson blev topscorer med 11 mål. Solari har brugt ham på forskellige pladser i angrebet, herunder også som falsk 9er.
