Real Madrid og Adidas klar med gigantisk kontrakt
Det har været undervejs længe, men nu ser det ud til at Real Madrid og Adidas snart kan underskrive sportshistoriens største trøje-kontrakt.
Adidas har nemlig indvilget i at betale intet mindre end 1.100 millioner € for en 10-årig kontrakt, som skal løbe fra 2020 til 2030 og det er en aftale med klausuler, som kan betyde at Real Madrid får helt op til 150 millioner € om året.
Til sammenligning har Nike netop indgået en aftale med de 21 NBA-hold om, at man i en 8-årig periode betaler 1.000 millioner $ i sponsorstøtte.
Dermed står Real Madrid særdeles stærkt rustet økonomisk til fremtiden, idet man i september måned forlængede aftalen med Fly Emirates, som nu betaler 70 millioner € om året for at have navnet på Real Madrids trøjer. Til sammenligning giver Rakuten 55 millioner € til Barcelona, mens Chevrolet betaler 62 millioner € til Manchester United for en lignende aftale.
Det er José Ángel Sánchez, som har forhandlet aftalen på plads med Adidas og selve kontrakten er på 140 sider med alle tænkelige klausuler. Således er der en klausul, som gør sig gældende, selv hvis Real Madrid skulle rykke ned i Liga Adelante, hvor man alligevel ville få 65 millioner € om året.
