Reguilón spiller sig ind i varmen

Sergio Reguilón er på vej til at spille sig ind i varmen i Real Madrid efter nogle gode indsatser i Marcelos fravær.

Den snart 22-årige spiller var en af de bedste spillere i weekendens kamp mod Valladolid og selv om det i sig selv ikke var noget særligt, så skabte det unge stortalent liv på venstrekanten.

Og det er godt nyt for Real Madrid, som i jagten på Marcelos arvtager har spenderet 60 millioner € i Theo og Coentrao uden at få fuldt udbytte af investeringen. Håbet er dog stadig, at Theo kan slå igennem efter udlejningen til Real Sociedad.

Sergio Reguilón har endda været længere i Real Madrid end Marcelo, idet spanieren kom til klubben som 8-årig og har været der lige siden, kun afbrudt af 1½ års lejeophold hos Logroñes.

I weekendens kamp mod Valladolid lavede Reguilón 9 indlæg, hvoraf de 5 førte til målchancer, mens han erobrede 8 bolde, hvilket var næstbedst efter Toni Kroos og så var han den mest boldsikre med 95% afleveringer, der ramte en medspiller. Alt i alt særdeles godkendt af den unge spanier.

Seneste artikler...