El Chiringuito: Solari er træner sæsonen ud
Santiago Solari fortsætter som træner resten af sæsonen. Sådan reporterede det spanske fodboldprogram ’El Chiringuito’ sent søndag aften efter Real Madrids 4-2 sejr over Celta Vigo, som på papiret skulle være Solaris sidste kamp som midlertidig træner.
Det spanske fodboldforbund dikterer nemlig, at en midlertidig træner højst må sidde i en periode af to uger. For Solaris vedkommende slutter den periode i dag, mandag, da det er præcist 14 dage siden argentineren overtog roret efter en resultatmæssigt skuffende sæsonstart under Lopetegui, der som bekendt blev fyret efter 5-1 nederlaget i El Clásico.
Men under Solari har resultaterne stemt mere overens med truppens kvaliteter. Det er blevet til fire sejre ud af fire mulige og en målscorer på 15-2, og det skal ifølge El Chiringuito være nok til, at Real Madrid er klar til at tilbyde argentineren cheftrænerposten sæsonen ud.
Efter søndagens sejr mod Celta blev Solari spurgt ind til sin kommende rolle i klubben, men træneren afviste med reference til, at mandag ”i princippet” er hans sidste dag.
