Real Madrids LaLiga-inferno: Kun 55% sejre i de seneste 51 kampe.
LaLiga-inferno for Real Madrid. Billedet er taget fra Marca.com
LaLiga er blevet intet mindre end et mareridt for Real Madrid.
I går led man det 5. nederlag i sæsonens første 13 kampe og det understreger blot en tendens, som har været gældende siden Real Madrid vandt mesterskabet i sidste spillerunde i sæsonen 2016/17.
Siden dengang har Real Madrid nemlig spillet 51 LaLiga-kampe og af dem har man blot vundet 55%, hvilket er skræmmende lavt for et hold af Real Madrids kaliber.
Det bliver for alvor sat i relief, hvis man prøver at forestille sig en LaLiga-stilling for de seneste 51 kampe. Her ville man nemlig være 22 points efter Barcelona og 7 points efter Atlético Madrid.
Mange vil pege på Real Madrids offensiv som den store synder, men det viser sig faktisk også, at man indkasserer alt for mange mål i forhold til de nærmeste konkurrenter. Således har Real Madrid indkasseret 63 mål i de 51 kampe, mens Atlético Madrid har indkasseret 31 og Barcelona har indkasseret 48 mål.
