Rodrygo er glad for fjerdeplads

Mens Luka Modric vandt Guldbolden, lykkedes det ikke for Rodrygo Goes at nå til tops og vinde Kopa-trofæet for bedste spiller under 21 år.

Den 17-årige brasilianer måtte i stedet tage til takke med en fjerdeplads, hvilket også må siges at være imponerende, når man tager i betragtning, at han er i gang med sin første sæson med førsteholdsfodbold for Santos.

Rodrygo udtrykker stolthed over placeringen. Han siger følgende på de sociale medier:

- Enorm tilfredsstillelse i min første sæson og som 17-årig at være blandt de 10 bedste i verden i kategorien under France Football og ende på en fjerdeplads som repræsentant for Brasilien og Santos. Tillykke til mit idol Mbappé for førstepladsen og til alle andre også.

Rodrygo skifter til Real Madrid til sommer, men er allerede nu spilleren med næstflest kampe for Santos i den igangværende sæson, nemlig 60 kampe. Her er det blevet til 12 mål.

Seneste artikler...