Optakt: Et mindre lokalopgør
Dagens gæster er forstadsdrengene fra Vallecas, Rayo Vallecano. En opgave som på papiret synes overkommelig, eftersom holdet er placeret næstsidst i tabellen og ikke levnes mange chancer for overlevelse af eksperter omkring spansk fodbold.
Det er heller ikke just et formstærkt Rayo-hold som kommer til Madrid. Således tabte holdet i sidste uge til Real Betis, mens det i dagene inden blev til et Copa del Rey-exit mod Leganes efter et 0-1-nederlag. Et resultat som i øvrigt i høj grad skyldes en formidabelt spillende Andriy Lunin i Leganes-målet.
På udebane har oprykkerne også blot hentet fire points i indeværende sæson, men alligevel har man blot tabt 1-0 og 2-3 til henholdsvis Barcelona og Atletico Madrid, så det er ikke de store nederlag som kendertegner holdet, modsat sidst Rayo besøgte Bernabeu i 2015, hvor Kongeklubben vandt med historiske 10-2 – i øvrigt efter at have været bagud 1-2 efter 12 minutters spil.
Hos Solaris bliver opgøret med Rayo en gylden mulighed for oprejsning efter midtugens historisk ynkelige 0-3-ydmygelse mod CSKA Moskva. Endnu et lavpunkt i en sæson, som allerede har budt på flere lavpunkter end højdepunkter, og hvor man mirakuløst stadig hænger på i titelkampen trods 5 nederlag i 15 kampe i La Liga.
Hvem Solari stiller med er også svært at spå om, men det synes stensikkert, at Isco ikke spillede sig på holdet med en elendig indsats i midtugen. Solaris og Iscos forhold er ikke det bedste, men selv den største Isco-fan må efterhånden længes grusomt efter den seneste store Isco-præstation i den hvide trøje.
Defensivt bør den optimale firebackkæde med Carvajal, Varane, Ramos og Marcelo være tilbage foran Courtois, mens spanske aviser forventer genvalg til Llorente på den defensive midtbane. Ligeledes synes de spanske aviser også enige om Kroos, Modric, Lucas og Benzema. Hvem som skal erstatte Bale er tvivlsomt, men mon ikke Ceballos får den mulighed, eftersom hverken Isco eller Asensio ligefrem spillede sig på i midtugen.
Hos Rayo må man undvære Raúl de Tomas, som ikke må spille pga. en klausul i lejeaftalen med Real Madrid. Et stort tab for Rayo, eftersom de Tomas er holdets topscorer med 4 mål i 13 optrædener i denne sæson. Derudover er evighedstalentet, en anden lejesvend, Jordi Amat også ude, hvilket giver udfordringer i det defensive.
Real Madrids forventede hold: Courtois; Carvajal; Varane, Ramos, Marcelo; Lucas, Llorente, Modric, Kroos, Ceballos; Benzema
Rayos forventede hold: Dimitrievski; Advincula, Galvez, Velazquez, Moreno; Medran, Comesana, Imbula, Alvaro; Pozo, Embarba
