Hollandsk medie: Real Madrid følger Hakim Ziyech

Real Madrid hviler angiveligt ikke på laurbærrene. Således går der ikke mange dage mellem, at den spanske hovedstadsklub bliver sat i forbindelse med et potentielt indkøb i såvel de nationale som internationale medier.

Denne gang er det Ajax' dygtige marokkanske offensivspiller, Hakim Ziyech, der bliver nævnt i forbindelse med Real Madrid.

Således erfarer den hollandske avis De Telegraaf, at Real Madrid er interesserede i at styrke sin offensiv med Ziyechs kvaliteter.

Den 25-årige marokkaner er i gang med en stor sæson i den hollandske Æresdivision, hvor han har scoret ti mål og lagt op til syv scoringer i 13 kampe - sæsontotalen hedder 12 mål og ni oplæg i 24 kampe på tværs af alle turneringer.

Ziyechs markedsværdi er ifølge Transfermarkt små 30 millioner euro, men da marokkaneren først har kontraktudløb i sommeren 2021, skal Real Madrid formentlig indstille sig på at betale op mod det dobbelte for offensivspilleren i en eventuel handel.

Seneste artikler...