Real Madrid kigger fortsat på Jadon Sancho
Jadon Sancho for Borussia Dortmund. Foto: EFE
Med sine overbevisende præstationer i Borussia Dortmund har Jadin Sancho slået sit navn fast som én af tidens mest interessante unge spillere, og han er derfor en spiller, som flere storklubber har rettet deres kikkerter mod.
Da den 18-årige kant, som er et produkt af Manchester Citys talentafdeling, besluttede sig for at forlade klubben i jagt på flere minutter, meldte Real Madrid sig blandt andre som interesserede i den engelske spiller.
Real Madrid kæmpede hårdt for at få fingrene i Sancho med et overlegent økonomisk tilbud samt spilletid på Castilla, men det var Borussia Dortmund som trak det længste strå, da tyskerne kunne garantere flere spilleminutter hos seniorerne. Af samme årsag glippede Los Blancos også med at underskrive med svenske Alexander Isak, der også valgte Bundesligaens førerklub.
Men på trods af at det engang glippede at hente Sancho, har Real Madrid ikke glemt det engelske talent. For kongeklubben holder angiveligt stadig et vågent øje på Sancho, ligesom Barcelona og Bayern München også gør det.
Man følger spillerens udvikling tæt, da man vurderer, at han på sigt kan agere forstærkning til truppen, og det er bestemt også en spiller, som har potentialet til at træde op på den absolut største scene en dag.
