Llorente kåret som VM-finalens bedste spiller: Der findes ingen bedre følelse end at score sit første mål for Real Madrid

Marcos Llorente spillede en fremragende kamp på den defensive midtbane i gårsdagens finalesejr over Al Ain, og spanieren blev da efterfølgende også kåret til kampens bedste spiller.

Videre scorede Llorente også sit første seniormål som Real Madrid-spiller, en bedrift han var meget tilfreds med efter kampen, da han mødte pressen og skulle sætte lidt ord på sit mål og kampen:

- Jeg er rigtig glad for mit første mål som Real Madrid-spiller, og det er fantastisk, at det blev scoret i en finale. Det er en ubeskrivelig følelse at score et mål, som er med til at hjælpe holdet. Jeg vil gerne dedikere det til min familie, mine venner og min kæreste, som jeg også skal fejre det med.

- Vi håbede på en kamp som denne, inden vi gik på banen. Vi var konsekvente defensivt og viste ingen nåde offensivt, og det er det fansene vil have. Vi havde endda chancer nok til at score flere mål. Vi rejser mod Madrid som mestre med pokalen i vores hænder.

Om at gribe sin chance:
- I fodbold kan alt forandre sig på et splitsekund. Derfor er det vigtigt hele tiden at arbejde hårdt, aldrig give op og gribe sine muligheder, når de byder sig til. 

Om målene for resten af sæsonen:
- Vi er nødt til at tage en kamp af gangen i LaLiga, Champions League og Copa del Rey. Vi spiller stadig med om titlen i alle tre turneringer.

Llorente har spillet godt på den defensive midtbane i Casemiros fravær den seneste tid, og Solari kommer til at stå med et luksusproblem i det nye år, når han skal vælge mellem sine to 6'ere. 

Seneste artikler...