Navas står med flere muligheder på hånden

Real Madrids costaricanske reservemålmand, Keylor Navas, kan meget vel være på vej videre i fodboldkarrieren, da flere klubber efter sigende står klar med et mere attraktivt sportsligt tilbud, end det Real Madrid kan mønstre, efter man hentede Thibaut Courtois til klubben i sommer.

Således skriver den spanske sportsavis AS, at klubber som Arsenal og Juventus skulle være seriøse bejlere til Navas’ underskrift allerede i vinterens transfervindue.

Manchester City, Inter og AC Milan bliver også nævnt som mulige destinationer, men disse har i forvejen stor kvalitet på målmandsposten, hvorfor Navas givetvis vil lide samme skæbne på disse fodbold-adresser, som han gør i Real Madrid for nuværende.

Den spanske sportsavis AS mener yderligere at vide, at Arsenal er det mest oplagte bud på en ny destination for Navas, da Unai Emery efter sigende har et godt øje til costaricaneren. Englænderne skulle endda, ifølge engelske kilder, stå klar med 13 millioner euro for Real Madrid-keeperen.

Navas har imidlertid ved flere lejligheder bebudet, at han ingen intentioner har om at forlade Real Madrid, om end han i sine seneste interviews har luftet en smule frustration over sin nuværende rolle i den spanske hovedstadsklub.

Parterne har papirer på hinanden indtil sommeren 2020.

Seneste artikler...