Belgisk boss: Et nyt projekt er nødvendigvis ikke det rigtige for Hazard

Belgiens landstræner, den tidligere Everton-manager, Roberto Martinez, er ikke overbevist om, at lykken for Eden Hazard nødvendigvis findes i spansk fodbold hos Real Madrid.

Således mener Martinez, at Chelseas offensive midtbanespiller sagtens kan finde det, han søger, i London-klubben.

- Jeg ved ikke, om en ny udfordring er det bedste for ham. Han ved, hvor meget han er elsket i Chelsea, og så er der en rigtig god kemi mellem ham og Sarri (Chelseas træner, red.), siger Belgiens spanske landstræner ifølge HLN og tilføjer:

- Han nyder livet i Chelsea, hvor han har nået et exceptionelt niveau. Det er ikke korrekt, at et nyt projekt nødvendigvis er det bedste for ham. Jeg er overbevist om, at han kan genopfinde sig selv i sin nuværende klub.

Martinez' udtalelser harmonerer fint med Hazards seneste udtalelser, hvor belgieren pludselig bebudede, at han ville være en Chelsea-legende på højde med John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba.

Men Chelsea kan imidlertid godt forvente, at Real Madrid kommer og banker på døren til sommer, hvor man igen vil forsøge at lokke London-klubbens belgiske verdensstjerne til den spanske hovedstad.

Seneste artikler...