Mijatovic: Bale har ikke kvalitet nok til at være Real Madrids leder

Den forhenværende Real Madrid-angriber, serbiske Predrag Mijatovic, deler ikke Emilio Butragueños holdning om, at Real Madrid allerede har den nødvendige kvalitet i truppen, og det ikke er nødvendigt med forstærkninger.

Således har Mijatovic i et interview med det spanske sportsprogram El Larguero på Cadena Ser udtalt, at han eksempelvis ikke mener, at Gareth Bale har de nødvendige kvaliteter til at løfte arven efter Cristiano Ronaldo, selvom han personligt godt kan lide waliseren.

- Det er ærgerligt med Bale. Jeg kan godt lide ham, men han har ikke kvaliteten til at være den leder, som Real Madrid mangler efter salget af Cristiano. Det er også bekymrende, at han er skadet så ofte, siger Mijatovic ifølge den spanske sportsavis AS til El Larguero.

Real Madrid har da også brugt det meste af sæsonen på at finde sin identitet, efter man valgte at afhænde Ronaldo til Juventus i sommer, men intet tyder umiddelbart på, at Florentino Pérez har tænkt sig at skulle til lommerne i det nuværende transfervindue for at løse Real Madrids spillemæssige problemer.

Seneste artikler...