AS: Bale ude i minimum to uger
Der er stadig tvivl om omfanget af den overbelastningsskade, som Gareth Bale pådrog sig i sit venstre ben i gårsdagens uafgjorte kamp mod Villarreal. Således mangler Real Madrid stadig at komme med en officiel udmelding om skadens omfang - denne forventes offentliggjort for offentligheden i morgen.
Den spanske sportsavis AS erfarer imidlertid, at Bale med sikkerhed misser Los Blancos' kommende fire kampe på kalenderen, som er mod henholdsvis Real Sociedad (søndag d. 6. januar) Legánes (onsdag d. 9. januar), Real Betis (søndag d. 13. januar) og Legánes (onsdag d. 16. januar).
AS mener videre at vide, at Bale tidligst kommer i kamp igen hjemme mod Sevilla d. 19. januar, men det stadig er uvist, da Real Madrid har gjort et stort nummer ud af at holde informationerne om Bales skade tæt ind på kroppen.
Bale har allerede været ude med to lignende skader denne sæson, hvor den ene krævede fire dage på sidelinjen og den anden 12 dage ifølge transfermarkt.com.
