Optakt: La Real besøger Madrid

På den igen. Efterhånden skal enhver optakt i denne sæson starte med sætninger som ”Solaris tropper skal tilbage på sporet”, ”Real Madrid skal igen rejse sig” eller ”En ny chance for spillerne til at vise deres værd”. Desværre bliver det oftere til enkelte sejre end sejrsstimer, senest føles det uafgjort resultat mod Villarreal mest af alt som et nederlag.

Har man brug for en sejr i spansk fodbold, er der dog pt. ingen bedre modstander end Real Sociedad. Søndagens modstander kommer til Madrid med fire nederlag i de seneste fire ligakampe. Tre af kampene er tabt 1-0, så der er ikke tale om store nederlag. Kendetegnet for holdet er også ganske få mål. Blot 18 scoringer er det blevet til i 17 runder, mens man frister en tilværelse som nummer 15 med 19 points.

I kampen om pladserne i Europa er Real Madrid – trods en hidtil elendig sæson –nummer fem og kan med en sejr bringe sig tilbage på Champions League-pladserne, det selvom spillet – ligesom resultaterne – har ladet meget tilbage at ønske.

Til kampen er Real Sociedad uden Theo Hernandez, der bruger sæsonen til en afstikker fra Bernabeus kræsne publikum. Franskmanden har ellers gang i en stærk sæson i Baskerlandet, hvor han er fast mand.

Foruden Theo er Real Sociedad generelt kendetegnet ved et ungt kuld af spillere i start-20’erne, anført af folk som Januzaj, Elustondo, Zubeldia og Oyarzabal er der massere gåpåmod og anderledes typer som både kan fighte og kreere.

Selvom det ikke bliver et gensyn med Theo, så er forhenværende Madrid-spillere som Diego Llorente, Asier Illaramendi og Willian José også tilbage på den hjemmebane, hvor ingen af dem formåede at slå igennem, da de fik chancen tidligere i karrieren.

Det synes ikke pokkers sandsynligt, men den anden vej er der også mulighed for en gensyn. Således kan Alvaro Odriozola få muligheden med den klub som bragte ham frem fra ungdomsrækkerne og helt til det spanske landshold, indtil Real Madrid denne sommer bankede på og betalte stort for den spanske højre back.

Indbyrdes er der ingen tvivl når vi kigger på de to holds statistik. De seneste 6 opgør er vundet af Real Madrid med en målscore på 18-4, så med statistiske briller bør der ikke blive tvivl om kampens vinder.

Real Madrids forventede hold: Courtois; Carvajal-Varane-Ramos-Marcelo; Modric-Casemiro-Kroos; Lucas-Benzema-Isco

Seneste artikler...