Kolde vintermåneder i Madrid

Barcelona ser ud til at have spændt ben for Real Madrid igen - allerede i januar måned.

De seneste mange sæsoner har Real Madrid været næsten ude af mesterskabskampen, når man nåede januar måned og i denne sæson ser det ikke ud til at blive anderledes.

Med den skuffende indsats mod Villarreal i torsdags er man nu 7 points efter Barcelona og der er absolut intet, som peger i retning af, at Real Madrid er på rette kurs eller på vej mod bedre tider. Efter 17 spillerunder har man allerede smidt 21 points efter 3 uafgjorte og 5 nederlag.

Det er bedre end i sidste sæson, hvor man på samme tidspunkt var hele 16 points efter Barcelona, dog på dette tidspunkt med en kamp i baghånden.

I sæsonen 2015/16 var man 4 points efter Barcelona og indledte året med 2-2 ude mod Valencia, hvilket skulle blive Rafa Benítez´ sidste kamp i spidsen for Real Madrid. Zidane overtog ledelsen og formåede at hente 3 points ind på Barcelona, hvilket altså ikke var nok til at vinde mesterskabet.

Og i sæsonen 2013/14 var man 5 points efter Barcelona, men indledte året med at vinde 3-0 hjemme over Celta. Real Madrid endte på 3. pladsen denne sæson, mens Atlético Madrid blev mestre.

I sæsonen 2012/13 var man 16 points efter i Mourinhos sidste sæson i klubben. Her tabte man Copa del Rey-finalen og røg for tredje år i træk ud i semifinalen i Champions League. Real Madrid vandt dog den første kamp i det nye år med 4-3 hjemme over Real Sociedad, men mesterskabet var altså praktisk talt væk.

Seneste artikler...