Juni Calafat kan være tilfreds med Vinícius

Der var rynkede pandebryn hos mange, da det blev kendt at Real Madrid investerede 40 millioner € i en ukendt 16-årig brasiliansk angriber, men her to år senere begynder købet at give mening.

Vinícius Junior er nemlig begyndt at vise nogle af de lovende takter, som fik Real Madrids chefscout, Juni Calafat, til at overbevise Florentino Pérez og José Ángel Sánchez om at man skulle investere i brasilianeren.

Efter at købet var blevet officielt brugte Juni Calafat masser af tid i Brasilien på at forberede Vinícius og hans familie på den store omvæltning, der ventede med skiftet til Real Madrid, hvor angriberen også hele tiden har været i kontakt med Marcelo og Casemiro.

Det har taget lidt tid for Vinícius at slå igennem, men i de seneste kampe har han været Real Madrids bedste mand og selv om det måske ikke siger alverden, så har han alligevel budt ind med ting, som har været savnet i Real Madrids spil, nemlig uforudsigelighed og fart.

Der skal fortsat finpudses hist og her, men Vinícius er på vej til at slå sit navn fast og det vil sikkert glæde ikke mindst Juni Calafat, som opdagede ham i Brasilien.

Seneste artikler...