Optakt: På besøg hos Betis

Med ordene "Always watch Betis" startede den anerkendte La Liga-journalist Sid Lowe sin gennemgang af denne sæsons La Liga før den gik i gang.

Helt så spændende har Sevilla-klubben nu ikke været. Tværtimod har holdet spillemæssigt skuffet i store dele af sæsonen, hvor det er blevet til 21 mål for og 21 imod. Holdet er dog på en solid 7. plads og en sejr i dag vil bringe Betis op blot et point fra Madrid.

Sæsonen huskes frem til nu mest for 3-4-sejren på Camp Nou, hvor Betis tog teten og reelt udspillede et sagesløst Barca-hold på eget græs. Såfremt Betis kommer med samme kvalitet i aften, skal Solaris tropper møde ualmindeligt godt forberedt op, hvis man skal have en chance. 

Omvendt kommer Madrid endelig med succes efter en solid pokalsejr i midtugen krydret med en sublim indsats af stjernefrøet Vinicius Junior. Desværre ser det ikke ud til teenageren bliver klar til dagens kamp grundet sygdom.

Derfor må Benzema, Modric, Ramos, Carvajal og Casemiro forventes at skulle løfte en hel del, da de som nogle af de få etablerede profiler ikke er på skadeslisten. Ydermere får Keylor Navas endnu en kærkommen chance for at vise sit værd i Courtois' fravær. Måske miraklet endda sker og vi får Isco at se fra start. Særligt den historie bliver det spændende at kigge nærmere på. Såfremt Solari foretrækker Valverde og Brahim Diaz i start-11'eren over Isco, må det siges at være begyndelsen for enden på Iscos tid i Madrid.

Hos Betis har man ikke entydigt haft enkelte store profiler i sæsonen, men været præget af mange stærke indsatser lige fra klublegenden Joaquin til evighedstalenterne Canales, Bartra, Tello og Carvalho, som man har fået en god sæson ud af. Derudover har venstre back Firpo leveret en så stærk sæson, at rygterne også har svirret om en mulig Madrid-transfer, ham får vi dog ikke at se i aften grundet en skade. Af andre profiler har PSG-lejesvenden Lo Celso topscorer med 4 mål i sæsonen.

Real Madrids forventede hold: Navas; Carvajal, Varane, Ramos, Marcelo; Casemiro, Modric, Ceballos, Diaz, Benzema, Isco

Seneste artikler...