Calderón går i flæsket på Pérez: Det er din skyld, at Zidane ikke længere er i Real Madrid
Calderón mener, at Pérez er grunden til, at Zidane ikke længere er Real Madrid-træner. Foto: AS.com.
Den forhenværende Real Madrid-præsident, Ramón Calderón, mener at vide, hvorfor Zinedine Zidane valgte at opsige sit job i Real Madrid kort tid efter Champions League-triumfen i Kiev.
Således hævder Calderón, at der var uenigheder mellem franskmanden og Florentino Pérez i forhold til Los Blancos' transferstrategi samme sommer - Zidane ville af med Bale, Pérez med Ronaldo.... og så skete det uundgåelige.
- Zidane insisterede på at beholde Cristiano og sælge Bale, men Pérez gjorde i stedet det modsatte af, hvad Zidane ønskede. Zidane ville også have ansvaret for, hvem der blev købt og solgt, men disse krav blev ignoreret, og så valgte han at smutte. Og det var det rigtige at gøre, siger Calderón ifølge den spanske sportsavis AS.
Kort tid efter Zidanes opsigelse i Real Madrid, blev Cristiano Ronaldo solgt til Juventus og Gareth Bale blev på de indre linjer kørt i stilling til at skulle bære det store ansvar på sine skuldre i klubben, hvilket han lige siden har haft ualmindelig svært at leve op til.
Således har Bale kun scoret fire LaLiga-mål i indeværende sæson og samlet ti på tværs af alle turneringer, hvilket slet ikke tåler sammenligning med de tal, som Ronaldo præsterede i samme position i Real Madrid.
