Usikkerhed om operation er nødvendig for Benzema
Karim Benzema brækkede som bekendt fingeren mod Betis for en lille uges tid siden, og de første bulletiner i spansk presse gik på, at franskmanden ville spille gårsdagens kamp mod Sevilla, hvorefter han skulle opereres i dag og være ude af spillet de næste 14 dage.
Nu erfarer den spanske sportsavis Marca imidlertid, at det slet ikke er sikkert, at Benzema skal opereres alligevel.
Således skriver avisen, at Real Madrids franske angriber træffer sin beslutning enten mandag eller tirsdag, da der også er mulighed for - som Marca formulerer det - en anden konservativ behandling.
Benzemas beslutning kommer formentlig til at stå og falde med, om han kan leve med det ubehag, han end måtte føle i sin finger den kommende tid.
Real Madrid håber ikke på, at Benzema vælger at blive opereret, da det vil holde ham ude i en periode, hvor der mere end nogensinde før er brug for den franske angriber i offensiven i et tætpakket januar-program.
