Svære tider for Marcelo
Real Madrid har fået sin egen Marcelo-sag efter at brasilianeren nu har været holdt ude i to kampe i streg og det har naturligvis igen sat gang i rygterne om et sommer-skifte til Juventus, hvor blandt andre Cristiano Ronaldo angiveligt skal forsøge at overtale Marcelo til at overveje ny arbejdsgiver.
Det har Marcelo tidligere været særdeles afvisende over for og givet udtryk for, at Real Madrid var hans andet hjem, men med Solari som træner kan der være en ny situation under opsejling, for Reguilón ser ud til at være mere sikker i defensiven. En opgørelse fra AS viser således, at Real Madrid i snit indkasserer mål hvert 59. minut med Marcelo på banen, mens det kun er hvert 201. minut, at man man indkasserer mål med Reguilón. Det er således i offensiven, at Marcelo gør den positive forskel, selv om det ikke har været hans bedste år indtil nu. Det er blevet til 3 mål og 3 assists. Her har Reguilón lavet en enkelt assist.
Marcelo bliver kritiseret for flere graverende fejl defensivt og det startede allerede i den europæiske Super Cup mod Atlético Madrid, hvor han håbløst forsøgte at holde en bold på banen og i stedet skabe den situation, hvor Simeones tropper fik udlignet kort før tid og efterfølgende vandt i den forlængede spilletid. Og senest var det et absurd boldtab på egen banehalvdel, som førte til Casemiros straffespark, som Willian José sikkert scorede på.
Det førte til markante pibekoncerter ned mod den ellers populære venstreback, som ikke længere har den samme opbakning blandt madridistas. Således viser en rundspørge blandt AS´ læsere, at flertallet finder det rimeligt, at han holdes ude i øjeblikket.
