Danilo: Vincius Jr. har en stor fremtid foran sig
Vinicius Jr. er en af de få positive samtaleemner rundt omkring på caféerne i Madrid, efter en rigtig fin start på 2019, hvor han har bidt sig fast i startopstillingen i Real Madrid.
Og Manchester Citys højreback, Danilo, er ikke i tvivl om, at man indtil videre kun har set toppen af isbjerget med den 18-årige brasilianske offensivspiller.
- Han er en dreng med en stor fremtid og jeg har set hans kampe, siden han skiftede til Real Madrid, siger Danilo og fortsætter:
- Jeg kan se, at han fortsætter med at udvikle sig fra hver kamp. Han er en typisk brasilianer, der dribler forbi sin modstander uden problemer. Jeg forudser, at han bliver i Real Madrid i mange år.
Den forhenværende Real Madrid-back ser også et stort lys i Rodrygo Goes, som efter planerne lander i Madrid til sommer.
Han er en virkelig hurtig spiller, som er god til at afslutte. Han er meget ung og kan nå at udvikle sig meget. Jeg synes, det er positivt, at Real Madrid går efter unge spillere med potentiale, slutter Danilo ifølge den spanske sportsavis Marca.
Der er da også store forventninger i den spanske hovedstad til såvel Vinicius Jr. som Rodrygo, og førstnævnte er allerede ved at indfri nogle af disse i indeværende sæson med sine fine præstationer på grønsværen.
