Marcelo avancerer yderligere på listen over flest RM-kampe nogensinde
Marcelo er ved at cementere sig selv som en vaskeægte Real Madrid-legende.
Real Madrids humørbombe af en venstreback, Marcelo, rykkede med gårsdagens kamp forbi Amancio Amaro (471) på listen over flest Real Madrid-kampe nogensinde.
Marcelo har således rundet 472 kampe for Real Madrid, siden han skiftede til den spanske hovedstad tilbage i januar 2007.
Disse fordeler sig på 331 LaLiga-kampe, 93 Champions League-kampe, 28 Copa del Rey-kampe, 8 kampe i den spanske Super Cup, 8 kampe under klub-VM og 4 kampe i den europæiske Super Cup.
Der er imidlertid et stykke vej op til den næste mand på listen, der i skrivende stund indehaves af Chendo (497), der var aktiv på Real Madrids førstehold fra 1982-1998.
Den interne top 10 over flest Real Madrid-kampe nogensinde er Míchel (559), Camacho (577), Ramos (594), Hierro og Gento (601), Santillana (645), Sanchís (710), Casillas (725) og Raúl (741).
Med de mange rygter, der i skrivende stund florerer om Marcelos fremtid, er det ikke givet, af brasilianeren nogensinde får en plads i ovennævnte selskab, men det ændrer dog ikke på, at den brasilianske venstreback formentlig vil blive betragtet som den bedste på sin position nogensinde i Real Madrid, når han en dag ligger støvlerne på hylden.
Marcelo har 4 LaLiga-titler, 2 Copa del Rey-triumfer, 3 spanske Super Cups, 4 Champions League-titler, 4 klub-VM og 3 europæiske Super Cups på samvittigheden i Real Madrid. Og så har han videre scoret 36 mål og lagt op til 88 scoringer over sine 472 kampe.
