Real Madrid runder 4.500 point i LaLiga
Real Madrid er med gårsdagens sejr det første hold i LaLigas historie, som runder 4.500 point i den bedste spanske fodboldrække.
På Los Blancos' lange vej mod de 4.500 point har man blandt andet vundet 1.681 kampe og scoret 6.075 mål. Med til historien hører videre, at man ifølge Real Madrids officielle hjemmeside kun fik to point pr. sejr i LaLiga frem til sæsonen 1995/96, hvor man indførte det nuværende pointsystem.
Barcelona ligger ikke overraskende nummer to på listen over flest point i LaLigas historie. Catalanerne har skrabet 4.404 point sammen og vundet 1.624 kampe i samme periode som Real Madrid.
Herefter følger Atlético Madrid med 3.565 point og 1.276 sejre, Valencia med 3.488 point og 1.215 sejre og Atheltic Bilbao med 3.437 point og 1.224 sejre.
Real Madrid har derfor et rimelig solidt forspring til sine nærmeste forfølgere pointmæssigt, og vil givetvis indtage førstepladsen på denne liste de næste mange år.
