Optakt: Girona-Real Madrid, Copa del Rey, Kvartfinale, 2. kamp

Real Madrid sikrede sig et godt udgangspunkt til aftens returkamp i Copa del Rey, da man for en uge siden slog Girona med 4-2 hjemme på Estadio Santiago Bernabéu.

De spanske sportsaviser har naturligvis gravet i det resultat og fundet frem til, at der i turneringens 116-årige historie har været 66 resultater med 4-2 i første kamp og kun i 17 af disse har det været muligt at lave en såkaldt Remontada og vende det til samlet sejr.

Real Madrid går dog ind til kampen som store favoritter til at gå videre til semifinalen, for mens Solaris tropper er i klar fremgang, hober problemerne sig op for Girona, som kun har fået fire points ud af 24 mulige i de seneste LaLiga-kampe og man er nu blot tre points fra nedrykningsstregen og skal møde Eibar i weekenden.

Derfor forventes Girona-træner Eusebio at have et øje på den kamp og vil agere efter det, hvis det viser sig at der ikke er udsigt til en semifinaleplads. Men Girona-tilhængerne vil møde talstærkt op på Estadio Montilivi og støtte hjemmeholdet frem mod en historisk triumf.

Santiago Solari har næsten alle mand til disposition og det giver ham mulighed for at foretage lidt ændringer til aftenens kamp. Luka Modric er blevet i den spanske hovedstad og bliver sandsynligvis erstattet af Ceballos, mens Marcos Llorente forventes at bliver makker på den madrilenske midtbane.

I forsvaret bliver der fuld spilletid til Carvajal, som i weekenden afsoner karantæne og det samme gør sig gældende for Varane, som sammen med Nacho skal sikre en rolig aften til Keylor Navas, som ventes tilbage i målet til denne kamp.

De seneste fem resultater i LaLiga:
Girona: U-U-U-T-T
Real Madrid: U-T-V-V-V

Gironas forventede hold: Iraizoz; Juanpe, Bernardo, Muniesa; Valery, Ramalho, Granell, Douglas Luiz, Paik, Raúl García; Doumbia, Stuani.

 

Real Madrids forventede hold: Keylor Navas; Carvajal, Nacho, Ramos, Marcelo; Llorente, Kroos, Ceballos; Lucas Vázquez, Bale,Vinicius.

Seneste artikler...