Analyse: Madridista.dk's månedens spiller for januar
Januar måned er overstået for Solaris tropper, og det var en måned der bød på såvel op- som nedture. Ved udgangen af måneden har der imidlertid været smil at spore blandt både spillere og tilhængere, idet en række stærke præstationer i både pokalturneringen samt ligaen giver tro på fremtiden.
På mange måder har holdet kollektivt formået at løfte sig ud af den tidlige spillemæssige krise. Men særligt én overraskelse har vist sig som et sandt lys i mørket: Vinícius Júnior.
Den brasilianske teenager blev hentet i sommers med store forventninger, men det var alligevel de færreste der havde regnet med, at ’Vini’ allerede i indeværende sæson skulle gøre sig gældende i startelleveren.
Januar blev på mange måder brasilianerens tidlige gennembrud i Real Madrid-trøjen. Solari viste således Vinícius tillid ved at spille ham i samtlige ni kampe i januar måned – ovenikøbet med otte kampe fra start.
Med en række imponerende præstationer krydret med brasiliansk flair har Vini spillet sig ind i hjerterne hos mange madridistas – og således også hos brugerne på Madridista.dk, der med en gennemsnitlig rating på 3,3 kårer månedens spiller for januar: Vinícius Júnior.
Generelt er brasilianeren blevet rost for sit offensive drive, der ofte er med til at give liv og gåpåmod til det madrilenske angreb.
Rent statistisk viser dette sig særligt i Vinícius’ dribleevner. I La Liga forsøger den brasilianske wing hele 6,8 driblinger pr. kamp – en præstation, der placerer ham som den femte mest driblende spiller i den spanske liga. Heraf gennemføres 3,4 af driblingerne pr. kamp som succesfulde – hvilket dermed angiver en godkendt succesrate på 50%.
På samme tid bidrager Vinícius med et omfangsrigt antal afslutninger. Faktisk afslutter brasilianeren 4,1 gange pr. kamp i ligaen – en statistik, der placerer ham som den anden mest afsluttende spiller i Real Madrid bag Bale, mens antallet er større end spillere som Griezmann og Suarez. Positivt er det ligeledes, at Vinícius foretager 2,7 af disse afslutninger pr. kamp fra en position inde i straffesparksfeltet.
Kvantitativt er der således lovende takter i brasilianerens afslutningsevner – men kvalitetsmæssigt har Vinícius imidlertid mere at lære. På nedenstående figur illustreres netop teenagerens skudpositioner, hvor størrelsen på prikken angiver skuddets xG (expected goals, red.).
Her ses det med al tydelighed, at brasilianerens afslutninger ofte mangler kvalitet, idet de foretages fra svære positioner på banen – generelt fra en spids vinkel til målet. Som konsekvens heraf er skuddenes xG af lavere kvalitet, hvorfor det ofte ses at brasilianerens skud bliver enten reddet eller blokeret.
Derudover har Vinícius ligeledes vist sig som en afgørende kreativ brik i Real Madrids offensiv. Således har han i alle turneringer leveret hele syv assists – flere end nogen andre Real Madrid spillere i denne sæson.
Mange spærrede øjnene op, da Real Madrid i 2017 annoncerede købet af en uprøvet brasiliansk teenager for mere end 300 millioner kroner. Forventningerne var derfor store, da Vinícius tilsluttede sig førsteholdstruppen i sommers.
I løbet af sin første tid i klubben har han vist et råt talent, der skal pudses og slibes for at udfylde sit utvivlsomme potentiale som en kommende verdensstjerne. I den seneste tid har den 18-årige brasilianer imidlertid vist mere kampafgørende takter – noget som særligt illustreres i ovenstående analyse.
I den kommende måned byder kampprogrammet på væsentligt sværere modstand – og det bliver interessant at se, om ’Vini’ kan overraske og løfte sit niveau yderligere i lyset af presset på hans unge skuldre. Men det er netop under pres, at man skaber diamanter.
Data hentet fra Whoscored.com og understat.com
