Optakt: Real Madrid-Alaves

Bale forventes tilbage i startopstillingen til aftenens kamp.

Spansk fodbold er for en stund tilbage på dansk tv, når Real Madrid i aften tager imod en af sæsonens store overraskelser, Alaves. Det sker når TV2 Sport sender opgøret direkte klokken 20.45.

Der er tale om to hold, som kommer ind til opgøret med meget forskellige formkurver. Real Madrid har for første gang i sæsonen sat mere end to gode kampe sammen, hvilket har givet fire sejre i træk – særligt anført af Benzema, der har vist uhyggelig form på det seneste. I den anden lejr skal Alaves helt tilbage til 5. januar for at finde seneste sejr. Siden er det blevet til en enkelt uafgjort og to nederlag.

Den dårlige stime for den baskiske klub har også betydet, at det nu ikke længere gælder en kamp om Champions League-pladser, men i stedet er der nu få points til det store midterfelt i La Liga, hvor det end ikke bliver til Europa League-billetter. Omvendt er Real Madrid tilbage som tredje led i den spanske topkamp, og selvom mesterskabet synes utopisk, ligner det efterhånden en sikker Champions League-plads. Derfor er dagens kamp også væsentlig for Solaris tropper. De næste måneder byder på mange vigtige opgør i både Copa del Rey og kampen om at forsvare den sædvanlige titel som Europas Konger. I den sammenhæng er det væsentligt at have sikret positionen i top 3, så man eventuelt kan bruge kræfterne andetsteds.

Solari må se bort fra Carvajal, Varane og Vallejo i de defensive rækker, sidstnævnte er skadet, mens de to andre har karantæne. Odriozola, Nacho og Ramos er derfor sikre valg, mens Marcelo og Reguillon må kæmpe om positionen på venstre back, men her ser spanieren overraskende ud til at have vundet duellen på nuværende tidspunkt af sæsonen.

På midtbanen forventes Ceballos at tage Toni Kroos’ position centralt på banen ved siden af Casemiro og Modric, mens spørgsmålet helt fremme er om Asensio og Bale begge fortrænger Vinicius og Vazquez i kampen om positionerne på kanten ved siden af Benzema. Undertegnede tror på et trekløver bestående af Bale, Benzema og Vinicius, men det bliver yderst spændende, hvad Solari vælger.

Alaves er primært præget af en stærk defensiv og god organisation. Således har ingen spiller scoret mere end 4 mål i sæsonen, og holdet blot scoret 22 i alt, hvilket gør Alaves til det sjette mindst scorende hold. Med den tidligere Barcelona-stopper, Abelardo, som træner, er det helt tydeligt, at fokus ligger på defensiven, hvilket betyder at holdet blot har lukket 24 mål ind. I den forbindelse har særligt Maripan og Ximo Navarro været stærke skikkelser, mens den tidligere Castilla-keeper, Fernando Pacheco også har været væsentlig i den forbindelse. De blå-hvide er ikke ramt af væsentlige skader eller andre fravær, så de må forventes at komme til Bernabeu for at få et resultat.

I det seneste indbyrdes opgør tog Alaves sejren med 1-0 på hjemmebane, men de seneste 6 opgør i hovedstaden har givet Real Madrid ligeså mange sejre med en målscore på 23-5, en stime som forhåbentlig bliver forlænget i aftenens opgør.

Real Madrids forventede hold: Courtois; Odriozola, Nacho, Ramos, Reguillon; Ceballos, Casemiro, Modric; Vinicius, Benzema, Bale

Seneste artikler...