Hazard: Min beslutning vil snart blive offentliggjort
Ifølge Eden Hazard er en afklaring om hans fremtid nært forestående. Det fortæller han i et interview med RMC og som vanligt kan hans ord tolkes forskelligt.
I interviewet siger belgieren:
- Jeg har besluttet mig, jeg ved hvad jeg vil gøre. Lige nu er det eneste jeg tænker på at spille godt for Chelsea. Jeg har halvandet år tilbage af min kontrakt, det ved alle. Min beslutning vil blive kendt snart, men det er ikke noget, jeg fylder mit hoved med. Jeg venter til det rette øjeblik.
Udtalelsen om, at beslutningen vil blive offentliggjort snart kan godt tolkes derhen, at han forlænger med Chelsea, idet man ikke kan forestille sig, at Real Madrid på nuværende tidspunkt vil offentliggøre en aftale med belgieren, men omvendt har Hazard også ved flere lejligheder flirtet åbenlyst med Real Madrid og derfor står det fortsat hen i usikkerhed, hvad hans planer er.
