Solari svarer Isco tilbage: Som professionel er dit job at træne 100%
Det store samtaleemne på dagens pressemøde forud for morgendagens vigtige kamp om andenpladsen i LaLiga var nok en gang Isco og dennes situation i Real Madrid, efter han i går publicerede et tweet som modsvar på et interview med Rubén de la Red.
Isco føler således ikke, at han har fået en retfærdig chance, som andre af sine holdkammerater, under Santiago Solaris ledelse, men det er Real Madrid-træneren nødvendigvis ikke enig i, hvorfor han på dagens pressemøde forsøgte at bringe lidt nuancer ind i debatten.
- En professionel fodboldspillers opgave er at arbejde og træne på 100% og være til rådighed for sit hold, siger Solari ifølge den spanske sportsavis Marca på dagens pressemøde om Iscos situation i klubben og fortsætter:
- Holdet er i god form og spillerne arbejder hårdt og viser dedikation i hvert træningspas, hvorfor vi godt forberedte på vores modstandere, ligesom vi har vist på det seneste.
- Fodbold handler om arbejde og talent. Man er nødt til at vise sig fra sin bedste side til træning og være til rådighed, når man skal spille.
Solari blev ligeledes spurgt ind til, om Iscos tweet irriterede ham og til det svarede argentineren blot noget i retning af "tjah...", måske som en indikation på, at Real Madrid-træneren har opgivet at nå ind til sin spanske offensivspiller, der føler sig overset i klubben.
Gareth Bale og Marco Asensio er begge ved at spille sig tilbage i varmen efter en længere periode på skadeslisten, og selvom førstnævnte har til gode at spille sin første gode kamp efter sin skadesperiode, har Solari stadig stor tiltro til waliseren.... og Asensio.
- De forbedrer sig og vi ved alle, hvad de kan tilføre holdet, siger Solari om sine to offensive kort.
- Vi er glade og de bliver bedre dag for dag med en god attitude i træningerne og i kampene.
Real Madrids argentinske træner sagde også på dagens pressemøde, at han respekterer Diego Simeone, som han også nåede at have som træner i en kort periode i San Lorenzo i sin aktive karriere, men som han nu skal duellere med på sidelinjen i morgendagens El Derbí.
Kampen mellem Atlético Madrid og Real Madrid spilles i morgen kl. 16:15 og kan følges på Strive Sport.
