Morientes: Vinicius Jr. kan blive verdensklasse - minder om Sávio

Fernando Morientes mener, at Vinicius Jr.'s potentiale kan gøre ham til en spillets bedste. Foto: AS.com

Fernando Morientes nåede at spille 272 kampe for Real Madrid i perioden 1997-2005, hvor han også scorede 100 mål. Han var således også en del af galacticos-æraen i start 00'erne, hvorfor han om nogen ved, hvordan en verdensklasse-spiller ser ud.

Den 42-årige forhenværende Real Madrid-angriber er af den holdning, at Real Madrids brasilianske stjernefrø, Vinicius Jr., allerede nu viser tegn på at kunne udvikle sig til en spiller på allerøverste hylde i international fodbold.

- Vi er alle spændte på at se Vinicius spille for at se, hvordan han udvikler sig. Jeg synes, han er en meget imponerende spiller, han er rigtig god i en-mod-end-situationerne og til at lave løb, siger Morientes om Vinicius' nuværende evner.

- Han er stadig meget ung, så tiden må vise, hvilken slags spiller han udvikler sig til at blive, men hvis han fortsætter i samme dur som nu, bliver han uden tvivl en verdensklasse-spiller. 

- Vi bør dog give ham tid (til at udvikle sig i, red.), da man ikke skal bebyrde så ung en spiller med for stort et ansvar, især hos en klub som Real Madrid.

Morientes ser videre ligheder mellem af spanierens tidligere holdkammerater i Real Madrid, Sávio, der også spillede venstrekanten i den spanske hovedstadsklub, var brasilianer, og havde samme karakteristika på banen, som Vinicius Jr. viser lige for tiden.

- Sávio var lidt ældre, men de har lignende træk; udfordrende, fart med bolden og evnerne en-mod-en. Og så er de begge selvfølgelig brasilianere, siger Morientes.

- De blev begge hentet fra en meget anderledes fodboldstil i Brasilien, men de tilpassede sig hurtigt. Så jeg vil sige, at Vinicius minder mig om Sávio både i spillestil og med den samme position ude på venstrekanten.

Sávio spillede 160 kampe for Real Madrid, scorede 30 mål og lavede 26 assists. Endvidere var han med til at vinde tre Champions League-titler og et spansk mesterskab i sine fem sæsoner i klubben.

Vinicius Jr. får rig mulighed for at bygge videre på sin udvikling, når Real Madrid gæster Wanda Metropolitano i eftermiddag, hvor Atlético Madrid står klar til at byde brasilianeren og resten af Real Madrid op til dans.

Seneste artikler...