Plan Renove starter med udrensning
Florentino Pérez valgte i sommer at give chancen til nogle af de spillere, som havde stået i skyggen af Cristiano Ronaldo for at give dem muligheden for at bryde igennem.
Det kan nu konstateres, at det på ingen måde er lykkedes og derfor står holdet foran en større udrensning til sommer for at gøre plads til nye spillere.
Spansk presse mener, at det i første omgang kommer til at gå ud over spillere som Isco, Bale og Marcelo, som i forskellig grad må erkende, at tiden er ved at løbe ud for dem i klubben.
Alle tre spillere har i denne sæson fundet deres overmænd og generelt set er Real Madrid kun blevet et dårligere hold med dem på banen. Samtidig kan Real Madrid fortsat hente store transfersummer ved at sælge de tre spillere.
I den knap så dyre ende af skalaen finder man spillere som Vallejo, Mariano og Brahim. Sidstnævnte er man ikke utilfreds med, men eftersom han er indkøbt til fremtiden, vil man forsøge at leje ham ud, hvis ikke han spiller sig tættere på startopstillingen.
For de to førstnævnte gør sig gældende, at deres ophold i klubben ikke har været en succes. Vallejo har været for meget skadet og Marianos tilbagevenden blev ikke den succes, som man havde håbet på og spørgsmålet er, om man vil lade ham være substitut i angrebet eller om man vil satse helt nyt.
Det synes på forhånd sikkert, at Eder Militao og Rodrygo kommer, men herudover snakkes der også om navne som Junior Firpo, Christian Eriksen, Eden Hazard, Jovic/Icardi.
