Erik Ten Hag: Real Madrid står svagere uden Ramos
Ajax' træner på gårsdagens pressemøde forud for aftenens kamp. Foto: Marca.com.
Real Madrid må undvære holdets forsvarsgeneral, Sergio Ramos, i aftenens returkamp mod Ajax på Santiago Bernabéu, et faktum som Ajax' træner ser som en klar svækkelse af Los Blancos' hold.
- Sergio er chefen på banen og i defensiven. Det er ikke kun et taktisk tab for dem, at de må undvære ham, men ligeledes et mentalt. Det er stort tab for Madrid; det er soleklart, at de ikke er et bedre hold uden Ramos, siger Ten Hag ifølge den spanske sportsavis Marca.
Ten Hag er derfor også optimistiske på sit holds chancer for at drille Real Madrid i aftenens kamp.
- Jeg håber, at Real Madrid spiller, som de gjorde i den første kamp. I dele af kampen vil de ligge på lur for at lukrere på eventuelle fejl fra vores side, men vi vil alligevel forsøge at lægge et stort pres på dem, siger Ajax-træneren.
- Vores mål er de samme i hver eneste kamp: at dominere, score mål og vinde. Vi er Ajax, så disse mål ændrer sig ikke, uagtet hvem vi står over for.
Ajax-træneren var heller ikke i tvivl om, hvilken Real Madrid-spiller han ville forstærke sit eget mandskab med.
- Madrid er et hold med mange kvalitetsspillere, som jeg godt kan lide, men skal jeg vælge en ud, må det være Modric; ham er jeg fan af.
Returkampen spilles i aften kl. 21:00 og kan ses på TV3 Sport eller Viaplay.
