Real Madrid-legende tilbyder Florentino Pérez sin hjælp
Den legendariske Real Madrid-angriber, Hugo Sánchez, har store følelser for Real Madrid, hvorfor han heller ikke bare er en person, der kan lade tingene stå til i disse krisetider i den klub, som han scorede 189 mål for i 251 kampe.
Derfor har han informeret Florentino Pérez om, at han gerne overtager det varme trænersæde for den resterende del af sæson, hvis Santiago Solari bliver fyret.
- Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil være træner i "mit hjem", siger Hugo Sánchez i et interview med ESPN ifølge den spanske sportsavis Marca.
- Florentino Pérez er allerede informeret om dette, uden mellemled. Jeg står i en gunstig position i forhold til at kunne bidrage og samarbejde, hvis han har brug for det.
Sánchez' seneste trænergerning var tilbage i 2012, da han stod i spidsen for det mexicanske hold, Pachuca. Han har videre stået i spidsen for det mexicanske landshold over to omgange - den ene gang som midlertidig træner, hvorfor han allerede har lidt erfaring i den rolle.
