Bestyrelsen overvejer Clarence Seedorf

Seedorf bliver smidt i den store pulje af midlertidige Real Madrid-trænere. Foto: AS.com.

Den tidligere Real Madrid-spiller, Clarence Seedorf, var i midtugen i Madrid for at se holdet spille mod en anden af hans tidligere klubber, Ajax, og i den forbindelse deltog han i en middag med flere medlemmer af Real Madrids direktion.

Her udnyttede Seedorf, ifølge AS, lejligheden til at lægge et bud ind som afløser for Santiago Solari i den resterende del af sæsonen. Efter middagen er Seedorf nu tilføjet til puljen af mulige træneremner.

Seedorf har trænererfaring fra Spanien, da han fra februar til sæsonens slutning trænede Deportivo La Coruña, som endte med at rykke ud af den bedste spanske række. Han er på nuværende tidspunkt træner for Camerouns landshold. Som spiller var han i Real Madrid fra 1996 til 1999, og var bl.a. med til at vinde en ligatitel og Champions League, samt score et uforglemmeligt mål mod Atletico Madrid, og nyder stadig stor respekt blandt klubbens medlemmer og tilhængere.

Seneste artikler...